Oliver Meng i alvorlig styrkeprøve: Bokser titelkamp over 12 omgange mod stærk italiener i Royal Arena

Den 26. maj skal super-weltervægteren Oliver Meng for alvor forsøge at etablere sig som hovednavn i sin vigtigste styrkeprøve til dato, når han bokser om WBA Continental Europe-titlen mod Khalil El Harraz.

Dansk boksnings helt store håb, 23-årige Oliver Meng, ventes med andre ord at få hænderne fulde, når han den fredag 26. maj bokser hovedkamp ved Danish Fight Night i Royal Arena Hall, der er en tilpasset og intim version af den store Royal Arena.

Promotor Bettina Palle kan nemlig afsløre, at det er den populære og ubesejrede bokser fra Gedser, der bliver hovednavnet, når det første boksestævne i Danmarks store multiarena løber af stablen.

»Jeg er meget glad for, at det gennem forhandlinger er lykkedes at få denne kamp på plads til Danmarks store boksehåb Oliver Meng, som tidligere har vundet IBF’s og WBC’s junior-VM-titler (for boksere under 24 år). Nu træder han for alvor ind i de ”voksnes rækker” og tager et stort skridt op ad rangstigen som hovedkæmper, når han denne gang skal bokse sin første titelkamp berammet til 12 omgange om WBA Continental Europe-titlen. Jeg tror fuldt og fast på, at Oliver har det der skal til for at blive Danmarks næste store boksenavn, og jeg er overbevist, at der venter publikum en stor oplevelse og et brag af en kamp,« siger Bettina Palle.

Modstanderen den 26. maj er Khalil El Harraz, en 29-årig fysisk stærk bokser, som har en rekordliste på 15 sejre, 3 nederlag og 1 uafgjort. Han har bokset de fleste af sine kampe i mellemvægt, og italieneren er pt. nummer 16 på EU-ranglisten i mellemvægt hos det europæiske bokseforbund European Boxing Union. Oliver Meng er på samme rangliste nummer 22 i super weltervægt, som er vægtklassen lige under.

Khalil El Harraz, som har base i Rom, vandt så sent som i februar 2023 sin seneste titelkamp i Italien i mellemvægt, men presser sig til maj ned til sin foretrukne vægtklasse super weltervægt. Den muskuløse italiener har bokset to titelkampe om det italienske mesterskab i mellemvægt og vundet begge gange, og han har kun tabt til meget stærke modstandere.

Det ene nederlag var eksempelvis til den tidligere EU-mester og Team Sauerland-bokser Marcos Nader fra Østrig i 2019. Det endte med en meget kneben og omstridt pointsejr til hjemmebanemanden Nader i et helt lige opgør over 10 omgange, som kunne være gået til begge sider. I 2022 tabte El Harraz på point til den tidligere verdens- og europamester Jack Culcay i Tyskland, men han vandt nogle omgange undervejs på sidedommernes scorekort mod Culcay, som er helt oppe som nummer 2 og 8 på verdensranglisterne hos IBF og WBC.

WBA er et af de fire store verdensforbund i professionel boksning og ved at erobre forbundets regionale titel for europæiske boksere vil sejrherren kunne stige markant i hierarkiet hos WBA og kraftigt kandidere til at blive indlemmet blandt de 15 bedst rangerede. I forvejen ligger Oliver Meng nummer 36 på WBC’s verdensrangliste.

Publikumsfavoritten Oliver Meng, der vandt bronze ved U17-EM som amatør, er ubesejret i 10 kampe som professionel og vandt sin seneste kamp den 4. marts i år på point over den hårdføre og fysisk stærke brasilianer Walisson Fagundes.

Udover Oliver Meng skal også eksverdensmesteren Sarah Mahfoud i aktion den 26. maj samt Danmarks nye professionelle sværvægtsbokser Mathias Nissen Hansen, som debuterer i den smukke multiarena. Mathias Hansen er et stortalent, der blandt andet har vundet sølvmedalje ved U17-EM som amatør.

Der ventes i alt seks professionelle kampe samt yderligere fem kampe med nogle af landets stærkeste elite-amatørboksere i spændende matchninger.

Der er i det hele taget lagt op til en stor boksefest for alle, når det første Danish Fight Night-stævne i Royal Arena finder sted i Royal Arena Hall, der er en tilpasset og intim version af den store Royal Arena. Det bliver nemlig både bliver en aften med fremragende boksning og en hyldest til den nyligt afdøde boksepromotor Mogens Palles enestående betydning for dansk professionel boksning gennem otte årtier.

Køb billetter hos Ticketmaster

Kamparena: Royal Arena

TV: Boksestævnet kan ses på Pluto TV Sport. Pluto TV kan hentes som app eller ses via www.pluto.tv. Pluto TV kan nemt tilgås og streames gratis på tværs af mobil, web, smart tv og tilsluttede tv-enheder. Uden log in.

Fakta om Oliver Meng

* Født: 9. juni 1999 (23 år)
* Oprindelig hjemby: Gedser
* Nuværede hjemby: Kettinge (Guldborgsund Kommune)
* Højde: 180 cm.
* Vægtklasse: Super weltervægt (letmellemvægt)
* Rekordliste som professionel: 10-0 (3 KO)
* Titler: Nuværende WBC junior-verdensmester i super-weltervægt efter sejr over Eslih Owusu i 2022. Tidligere IBF junior-verdensmester i samme vægtklasse efter sejr over Maono Ally i 2019 (forsvarede efterfølgende titlen en enkelt gang).
*Aktuelle rangeringer: Nummer 36 på WBC’s verdensrangliste. Nummer 22 på EBU’s EU-rangliste.
* Træner: Morten Meng
* Nuværende træningsbase: Sydhavsøernes Bokseklub i byen Våbensted
* Klub som amatør: Nykøbing Falster BK
* Rekordliste som amatør: 54 kampe (44 sejre)
* 15 landskampe – 12 sejre
* Bronze ved U-17 EM i 2015
* Guld ved de nordiske mesterskaber U19 i 2016 og 2017
* 3 danske mesterskaber og 5 sjællandske mesterskaber som ungdomsbokser
* Guld i flere internationale turneringer herunder Golden Olympics Gloves i Estland i 2016.