Bettina Palle indgår samarbejde med nye profiler til Danish Fight Night
Danish Fight Night styrker truppen af lovende danske boksere frem mod de kommende stævner, efter at promotor Bettina Palle har indgået et samarbejde med tre spændende profiler i dansk professionel boksning.
Der er tale om super-mellemvægteren Nicki Møller, super-letvægteren Rasmus Mikkelsen og weltervægteren Enock Mbilizi, som fremover forventes at komme i aktion på Danish Fight Night-boksestævnerne.
Både Nicki Møller (4 sejre og 1 nederlag) og Rasmus Mikkelsen (ubesejret i 4 kampe) har tidligere gæsteoptrådt på stævner i Danish Fight Night-regi, og dermed bliver der tale om et gensyn med de to talentfulde boksere.
For 24-årige Rasmus Mikkelsen er der samtidig udsigt til et glædeligt comeback, efter en periode præget af flere skader, som førte til, at Rasmus oprindeligt meddelte et karrierestop. Nu har han imidlertid fået lysten og gejsten tilbage og arbejder målrettet på at kunne vende tilbage til ringen i nær fremtid.
25-årige Enock Mbilizi, som er ubesejret i 5 kampe som professionel og har vist meget lovende takter, var oprindeligt programsat til bokse ved seneste Danish Fight Night-stævne i Aalborg i november, men måtte da melde fra med en skade. Nu er ambitionen, at han bliver klar til at træde fast ind i Danish Fight Night-regi og vise sit høje niveau for det danske publikum.
»Jeg er rigtig glad for at få Nicki, Rasmus og Enock med ombord. Det er tre boksere med kvalitet og potentiale, og jeg ser frem til at arbejde med dem og få dem i kamp på vores stævner,« siger Bettina Palle.
Som en del af opstarten bliver Lars Kristensen tilknyttet samarbejdet, hvor han skal være med til at facilitere sponsorater og styrke de kommercielle muligheder omkring bokserne.
Med tilgangen af de nye profiler fortsætter Danish Fight Night arbejdet med at udvikle dansk professionel boksning og skabe attraktive stævner for både publikum og samarbejdspartnere.
Ved det kommende boksestævne lørdag den 30. maj i Frederiksberg-Hallerne bokser den ubesejrede Hamza Hussein (10-0) et opgør i cruiservægt mod mod den italienskbaserede afrikaner Morike Oulare (7-1-0), som er født i den vestafrikanske stat Guinea, men i dag er bosiddende i Bologna i Norditalien.
Det ligger også fast, at den ubesejrede sværvægter Nikolay Piddubnyy og svenskeren Ajet Jusufi skal i aktion.
Flere nyheder om de øvrige kampe og det kommende stævne i Frederiksberg-Hallerne offentliggøres snarest.
Billetter kan købes via Ticketmaster: https://www.ticketmaster.dk/artist/danish-fight-night-billetter/1017781
Boksestævnet streames via Ekstra Bladet+.