Alberstlund2023 Sarah Oliver Dk 150Ppi 70X39

18.01.2023

Bettina Palle præsenterer internationalt boksegalla den 4. marts med Sarah Mahfoud og Oliver Meng

Den tidligere verdensmester Sarah Mahfoud tager sit første vigtige skridt på vej tilbage mod VM-tronen den 4. marts i Musikteatret Albertslund, hvor blandt andre også super-weltervægteren Oliver Meng skal i aktion.

Boksepromotor Bettina Palle er klar med sit første boksestævne på dansk grund efter sin far Mogens Palles død. Det bliver Musikteatret Albertslund, der danner rammen om det kommende professionelle Danish Fight Night-boksestævne, der finder sted lørdag den 4. marts.

Bettina Palle oplyser, at fjervægteren Sarah Mahfoud vender tilbage til ringen og skal bokse en kamp over 10 omgange. Hun var indtil for nylig IBF-verdensmester, men tabte som bekendt VM-titlen på hæderlig vis den 24. september i Manchester til den amerikansk-puerto ricanske superstjerne Amanda Serrano, som af eksperter betragtes som en af de tre bedste boksere i verden på tværs af alle vægtklasser. 

»Sarah Mahfoud er klar til at kæmpe for at vende stærkt tilbage med henblik på at blive verdensmester igen i et af de fire store VM-forbund. Erfaringen og oplevelsen i Manchester har blot givet hende endnu mere blod på tanden. Ligeledes får publikum mulighed for at overvære supertalentet Oliver Meng, som pt. er WBC junior-verdensmester i superweltervægt, når det går løs den 4. marts,« siger Bettina Palle.

Sarah Mahfoud, med en imponerende rekordliste på 11 sejre og kun et eneste nederlag, er i øjeblikket rangeret som nummer 1 og 2 på verdensranglisten i fjervægt hos IBF og WBC, mens 23-årige Oliver Meng, ubesejret i 9 kampe, er placeret som nummer 38 på WBC's verdensrangliste i super-weltervægt. Deres modstandere vil blive afsløret i den nærmeste fremtid, og der vil desuden være en række spændende forkampe på programmet. Bettina Palle har planer om i alt otte kampe, hvoraf fire opgør vil være med landsholdsboksere og nogle af de bedste danske amatørboksere organiseret under DaBU.

Bettina Palle arrangerede sit seneste boksestævne i 2022 i samarbejde med sin far Mogens Palle, som markerede hans sidste optræden som promotor i en over 65-år-lang karriere fyldt med glans, inden han døde i august måned i en alder af 88 år. Dermed måtte Danmark sige farvel til en af de mest markante skikkelser i dansk sportshistorie, og nu skal Bettina Palle med andre ord klare det meste selv.

»Det er ærlig talt en smule angstprovokerende at fortsætte og skulle stå helt alene med opgaven, men jeg gør det alligevel – dels for at ære min far, selvom han muligvis ville synes, at jeg er dybt idiot, hvis jeg fortsætter, som vilkårene er - dels også fordi jeg selvfølgelig meget gerne vil hjælpe vores boksere videre i deres karrierer. Af samme grund håber jeg, at så mange som muligt vil bakke op om stævnet i marts og projektet som helhed, så vi fortsat kan levere professionel boksning i Danmark på et højt plan,« siger Bettina Palle.

»Sportsligt set står vi stærk. Vi har blandt andet en regerende europamester i Enock Poulsen, som den 4. februar skal forsvare sin EM-titel i Paris. Vi har også Oliver Meng, som er WBC Youth Champion - og begge er rangeret på WBC’s verdensrangliste. Og så er der Sarah Mahfoud, som efter sit VM-nederlag i Manchester til verdensstjernen Amanda Serrano fortsat er rangeret som nummer 1 og 2 på IBF’s og WBC’s verdensrangliste. De fortjener al den opbakning, de kan få på vejen mod nye, store opgaver, og næste skridt for Sarah Mahfoud og Oliver Meng bliver taget den 4. marts i Musikteatret Albertslund, som er en helt ideel arena til boksning,« siger Bettina Palle.

Billetsalget åbnes en af de nærmeste dage, og det bliver via Ticketmaster, at man kan sikre sig billet til boksestævnet. Men allerede nu kan der altså sættes kryds i kalenderen til et festligt arrangement, hvor der med garanti bliver smæk for skillingen.

Flere informationer om hovedkampene og de øvrige opgør vil blive offentliggjort løbende, og man kan følge med i nyhedsstrømmen på Danish Fight Nights hjemmeside og Facebook-side.

Følg Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning

Velkommen

Log ind med din email