Ditlev Rossing møder stærk ukrainer ved VM-boksegalla i Frederiksberg Hallerne

Ditlev Rossing, som både er blevet tilbudt en VM- og en EU-titelkamp, skal op mod ukraineren Sviatoslav Svyryd i sin første kamp efter overstået håndoperation.

Der bliver igen smæk for skillingen, når ubesejrede Ditlev Rossing skal bokse sin 14. kamp som professionel lørdag den 1. februar ved den store VM-boksegalla i Frederiksberg Hallerne.

I det modsatte ringhjørne denne aften venter nemlig den hårdtslående ukrainer Sviatoslav Svyryd. Ukraineren står noteret for 8 kampe med 5 sejre (heraf 4 på knockout) og 2 nederlag samt en enkelt ”No decision”. 

Ukraineren, som aldrig er blevet stoppet før tid, er sandsynligvis stærkere end den nuværende rangering på BoxRec-computerranglisten antyder. I december 2017 i en kamp i Schweiz stoppede han nemlig afghansk-tyske Shokran Parwani, som i dag er ubesejret i 15 kampe. Sviatoslav Svyryd, som dominerede kampen igennem, knockoutede sin modstander i 4. omgang. Kampens resultat blev dog noget tid ændret i en skrivebordsafgørelse fra en KO-sejr til ukraineren til en ”No decision”, fordi begge boksere angiveligt testede positiv for ulovlige substanser, og de mange ekstra ranglistepoint gik dermed tabt for ukraineren, mens Parwani bevarede sin status som ubesejret.

Sviatoslav Svyryd fra det stærke ukrainske boksesystem beskrives som en fysisk stærk bokser, der går fremad og gerne vil ind og erobre ringens midte. Det skræmmer dog ikke Ditlev Rossing, som føler sig klar til en hård kamp og en fysisk stærk modstander. 

Den 25-årige dansker tror tilmed, at han er i stand til at blive den første, der stopper ukraineren før tid.

”Han ser ud til at være en ganske udmærket modstander, der er fysisk stærk, og han kommer helt sikkert for at vinde og virkelig skabe en god kamp. Jeg ser frem til at tildele ham det første knockoutnederlag,” lyder meldingen fra Ditlev Rossing, som tilføjer:

”Nu har jeg gået og ikke kunnet lave andet end at slå med højrehånden i en lang periode, så den må jeg jo næsten kunne gå ind og levere varen med i min kommende kamp. Det bliver et brag af en kamp, og det bliver godt at komme tilbage efter min sidste kamp, som var lidt rodet. Jeg ser virkelig frem til at vende tilbage til ringen igen og få en knockoutsejr.”

Ditlev Rossing blev for nylig tilbudt først og en VM-kamp i Frankrig mod WBA-verdensmesteren Arsen Goulamirian og efterfølgende en EU-titelkamp mod Nikodem Jezewski.

I første omgang har fokus dog været på at gennemføre genoptræningen af venstrehånden, som blev opereret sidste år. Den har lægerne netop givet ham lov til at slå med igen. 

Kort før jul ankom Ditlev Rossings træner Sherman Williams til landet fra USA, og det betyder, at der nu er udsigt til kyndig rådgivning og god sparring med Williams, som udover at være en kompetent boksetræner også stadig er aktiv bokser i sværvægtsklassen.

”Det er guld værd med Sherman Williams i landet. Han har en ufattelig stor mængde erfaring. Udover det bliver det også godt at få noget fast sparring, der bare kører. Han har en masse at lære fra sig, og jeg suger bare til mig som en svamp, så det glæder jeg mig rigtig meget til at starte op med,” siger Ditlev Rossing om sin træner.

Der er 8 kampe på programmet den 1. februar herunder IBF VM-kampen mellem den danske VM-udfordrer Sarah Mahfoud og verdensmesteren Brenda Carabajal fra Argentina og IBF junior-VM-kampen mellem danske Oliver Meng og ukrainske Vasyl Kurasov. Derudover bokser IBF Baltic-mesteren Jeppe Morell mod Nikola Sjekloca i et topbrag i letsværvægt, mens der ligeledes er kampe med Victor Ramon, Heva Sharif og Adel Younes. 

Billetsalg: www.ticketmaster.dk

Hjemmeside: www.danishfightnight.com

Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning

 

Fakta om Ditlev Rossing

* Født: 28. december 1994 i Nyborg 

* Nuværende bopæl: København

* Rekordliste som professionel: 13 sejre, 0 nederlag (8 sejre før tid) 

* Debutkamp som professionel hos Danish Fight Night den 29. oktober 2016 

* Erobrede titler: (WBC World Youth Champion, vundet den 5. januar 2018) 

* Trænerteam: Sherman Williams, Osama Hadifi, Idris Ahmed

* Amatørkarriere: 62 kampe, 45 sejre

* Klub som amatør: BK Limfjorden Skive 

* Adskillige mesterskaber herunder jysk, dansk og nordisk mester hos seniorerne

* Har som amatør besejret en række stærke internationale boksere og OL-kandidater heriblandt Gabriel Richards (svensk bokser fra World Series of Boxing-serien), Tomi Honka (tidligere nordisk mester fra Finland) og Kevin Melhus (norsk bokser, som i dag er ubesejret som professionel)