Efter meriterende sejr: Dansk bokser rykker ind i top-15 på verdensrangliste

Billetsalget er åbnet til næste Danish Fight Night-boksegalla i Royal Arena. Samtidig er super-weltervægteren Oliver Meng er nu blandt de 15 bedste i sin vægtklasse på WBA’s verdensrangliste.

World Boxing Association (WBA), et af boksesportens fire store VM-forbund, har netop offentliggjort den seneste månedlige verdensrangliste. For første gang i flere år er en dansk bokser på herresiden nu kommet ind i top-15 i en af vægtklasserne.

Der er tale om 23-årige Oliver Meng, som i sidste uge pointbesejrede italieneren Khalil El Harraz i Royal Arena i en medrivende og meget tæt kamp. Oliver Meng, som er ubesejret i 11 kampe som professionel, er efter kampen hoppet ind som nummer 14 i super-weltervægt.

Men den aktuelle ranglisteplacering er Oliver Meng nu den højest rangerede danske bokser på herresiden i et af de fire store VM-forbund. I forvejen var det store danske boksetalent rangeret som nummer 38 på WBC’s verdensrangliste og nummer 19 på EBU’s EU-rangliste.

WBA og WBC er to af de fire anerkendte verdensforbund i boksning, og Oliver Mengs nye rangering blandt de 15 bedste betyder, at han formelt er godkendt til at kunne bokse store VM-kampe i WBA-regi i fremtiden.

Den tidligere europamester Enock Poulsen, som pt. er den eneste danske herrebokser udover Oliver Meng på de fire store verdensranglister, ligger pt. nummer 31 hos WBC i super-letvægt.

»Det er en meget glædelig nyhed, at Danmark nu igen har en hjemlig bokser helt oppe i top-15 hos herrerne i et af de fire store, anerkendte VM-forbund. Det stod udtrykkeligt i dokumenterne fra WBA før kampen, at vinderen ikke automatisk ville opnå rangering. Men de har så alligevel valgt at lade Oliver Meng få plads allerede nu. Han er kun 23 år, så han har tiden for sig og kan nå at udvikle sig endnu mere. At han allerede i så ung en alder er rangeret blandt de allerbedste i verden, vil helt sikkert kunne åbne op for nogle spændende muligheder i fremtiden,« siger Bettina Palle.

Den nye ranglisteplacering indikerer, at det går fremad for dansk boksning, og den varsler samtidig en ny, spændende æra.

At der igen er grøde i dansk boksning kom ligeledes frem sidste uge i Royal Arena, hvor et stort og engageret publikum oplevede hele fem gode amatørkampe på et højt internationalt niveau samt syv spændende professionelle kampe med blandt andre Oliver Meng og den tidligere verdensmester Sarah Mahfoud i hovedrollerne. Enock Poulsen, som er officiel udfordrer til den kommende europamester i super-letvægt, gjorde ligeledes comeback efter næsten 14 måneders pause, og de danske boksere forventes at være med igen ved næste bokseevent i Royal Arena.

Boksepromotor og arrangør Bettina Palle og Royal Arena sigter på at løfte dansk professionel boksning til samme høje niveau som den legendariske promotor Mogens Palle realiserede gennem mange årtier, og parterne er blevet enige om, at næste Danish Fight Night afvikles lørdag den 7. oktober i Royal Arena Hall, der er en tilpasset og intim version af den store Royal Arena, hvor publikum kommer helt tæt på ringen med flot udsyn fra alle sæder.

Billetter kan allerede nu købes via Ticketmaster.

Download WBA's seneste verdensrangliste

Foto fra Henrik Uth