
International topkamp i Royal Arena: 20-årige Elias Idrissi møder rutineret VM-deltager med prof-erfaring
Der er tilføjet endnu en spændende kamp til forprogrammet, når det går løs ved det forestående Danish Fight Night-boksegalla.
Fredag den 26. maj bokser den danske super-weltervægter Oliver Meng som bekendt mod Khalil El Harraz fra Italien om WBA Continental Europe-titlen, når promotor Bettina Palle i samarbejde med Royal Arena afholder boksegalla i Royal Arena Hall.
Udover de professionelle kampe præsenteres der i første halvdel af stævnet en række topkampe i DaBU-regi (3 omgange a’ 3 minutter) med nogle af landets bedste eliteboksere i spændende matchninger.
En af disse kampe bliver en international topkamp mellem 20-årige Elias Idrissi fra Herlev Boxing og den gennemrutinerede 36-årige Walter Sarnoi Oupathana, som er en stærk amerikansk bokser (med en thailandsk far og en mor fra Laos), der har et omfattende bokse-CV både som amatør og professionel.
Elias Idrissi har trods sin unge alder bokset over 80 kampe. Han er landsholdsbokser og har flere gange DM-guld på CV’et samt hele to EM-bronzemedaljer fra ungdomsrækkerne foruden adskillige guldmedaljer i internationale turneringer.
Den danske højrefodsbokser imponerede ved det seneste Danish Fight Night-stævne i marts, da han i Musikteatret Albertslund stoppede sin 23-årige svenske modstander Alvin Warakuga allerede i første omgang. En slem skade førte efterfølgende til, at han måtte melde afbud til blandt andet de nordiske mesterskaber i april måned.
Nu har han imidlertid meldt sig klar til at teste sit potentiale af i en af karrierens største udfordringer ved den historiske boksepremiere i Royal Arena. I det modsatte hjørne i den firkantede ring venter nemlig den garvede og rutinerede Walter “The Schoolboy” Sarnoi Outpathana fra Monterey Park i Californien, USA.
Walter Sarnoi står noteret for 104 amatørkampe med 72 sejre. Som amatør vandt han både medaljer ved de nationale amerikanske mesterskaber for U-19-boksere og senere også i de voksnes rækker ved National Golden Gloves, som er den største og mest prestigefyldte landsdækkende amatørbokseturnering i USA.
Senere i karrieren blev han professionel med kampe i både USA og Mexico, hvor han opbyggede en rekordliste på i alt 29 kampe med 25 sejre (heraf 16 på KO) og kun 4 nederlag. Undervejs vandt han blandt andet WBC’s amerikanske mesterskabstitel.
Som 32-årig vendte Walter Sarnoi imidlertid tilbage til amatørboksningen, hvor han har repræsenteret sit andet hjemland land Laos i internationale turneringer herunder blandt andet ved verdensmesterskaberne i 2021 i Serbien.
Det må derfor betegnes som en ægte »crossroads fight« mellem det unge fremstormende talent og den garvede veteran med mange års kamperfaring, når kampen sættes i gang den 26. maj.
I alt ventes der 11-12 kampe på programmet, når der åbnes op for den store boksefest i Royal Arena Hall, der er en tilpasset og mere intim version af den store Royal Arena.
Billetter: http://www.ticketmaster.dk/event/danish-fight-night-billetter/530529
Danish Fight Night: http://www.danishfightnight.com
Danish Fight Night på Facebook: www.danishfightnight.com