Epokeskabende bokseaften: Sarah Mahfoud og Enock Poulsen kæmper om VM- og EM-titlen torsdag den 21. april i Frederiksberg-Hallerne

Dansk professionel boksning vender tilbage med et brag - med et af de betydeligste boksestævner på dansk grund de senere år - når det går løs torsdag den 21. april i Frederiksberg-Hallerne.
Denne aften skal Danmarks (og Færøernes) første verdensmester hos IBF, et af de store, anerkendte VM-forbund, Sarah Mahfoud nemlig forsvare sin VM-titel mod den officielle udfordrer Nina Meinke fra Tyskland.
Samme aften kan Enock Poulsen blive Danmarks 25. europamester på herresiden og erobre det samme prestigefyldte mesterskabsbælte, som hjemlige danske stjerner såsom Børge Krogh, Tom Bogs, Jørgen Hansen, Hans Henrik Palm og Gert Bo Jacobsen i sin tid vandt.
Datoen og hovedkampene bekræftes af promotor Mogens Palle og Bettina Palle, som endelig kan gennemføre de tidligere annoncerede titelkampe, som blev aflyst, da Danmark i december indførte restriktioner på grund af Covid-19.
Sarah Mahfoud glæder sig til langt om længe at komme i aktion og forsvare det VM-bælte, som hun i sin tid erobrede ved at besejre argentinske Brenda Karen Carabajal i samme arena.
»Det bliver en helt fantastisk oplevelse at få lov at bokse det officielle titelforsvar på hjemmebane. Opbakningen i hallen var helt fantastisk, da jeg vandt VM-titlen, og det giver bare noget ekstra, når man har publikum i ryggen og skal ind og levere i bokseringen. Jeg glæder mig samtidig helt vildt meget til at komme tilbage i ringen igen. Det er jo rigtig lang tid siden, jeg har været i kamp,« siger Sarah Mahfoud, som er ubesejret i 10 kampe som professionel.
Modstanderen Nina Meinke er regerende europamester og nummer 1 på IBF’s verdensrangliste. Hun har ikke tabt en kamp de seneste 4 år og har en rekordliste på 12 sejre i 14 kampe. Det ene nederlag var til kvindeboksningens nummer 1 på tværs af alle vægtklasser, Katie Taylor fra Irland, i en titelkamp på Wembley Stadium i 2017. Nina Meinke var ved den lejlighed gået to vægtklasser op i letvægt og kæmpede bravt, men tabte på en øjenskade i 7. omgang.
»Hun er stærk. Hun er europamester og har bokset nogle store kampe. Men som jeg tidligere har sagt: Det giver mig blot ekstra blod på tanden, når jeg ved, at jeg er tvunget til at gå op og levere mit bedste og være 100 pct. klar til kampen. Jeg glæder mig til opgøret, og hun får ikke min titel!« fastslår Sarah Mahfoud.
Samme aften skal det store danske EM- og VM-håb Enock Mwandila Poulsen (ubesejret i 11 kampe) kæmpe om den officielle EM-titel i super letvægt mod Franck Petitjour fra Frankrig.
Opgøret om europamesterskabet varsler en ny, spændende storhedstid for dansk boksning på herresiden, og Enock Poulsen, som er tidligere EU-mester og IBF junior-verdensmester, glæder sig til opgøret, der med en sejr kan give ham det helt store internationale gennembrud.
»Det er fremragende, at der endelig kan afholdes dette store VM- og EM-boksestævne på dansk grund. Det bliver en helt særlig begivenhed, og jeg vil elske at give det danske boksepublikum en rigtig stor oplevelse. Jeg har virkelig trænet hårdt og glæder mig rigtig meget til at kæmpe om denne titel. EM-bæltet er et stort bælte. Man husker europamestrene, så det er en kæmpe motivation for mig at kunne sikre mig en plads på listen over danske europamestre. Samtidig kan et europamesterskab åbne dørene for en masse andre spændende ting,« siger Enock Poulsen, som forbereder sig til titelopgøret fra sin base i Aarhus.
Franck Petitjean står noteret for 23 sejre, 5 nederlag og 1 uafgjort. Men han har kun tabt en enkelt gang (en IBO-VM-titelkamp) de seneste ni år siden 2014. Franskmanden har samtidig kun tabt en enkelt af sine i alt 8 titelkampe. Han er blandt andet ubesejret i 2 EU-titelkampe og ubesejret i 3 titelkampe om det franske mesterskab.
Det er yderst sjældent, at der på dansk grund arrangeres et boksestævne med både en officiel VM-kamp (i et af de store forbund) samt en officiel EM-kamp på programmet. Faktisk skal man næsten 14 år tilbage i tiden til den 21. juni 2008, da Mogens Palle lavede et stort stævne i Brøndbyhallen med Mikkel Kessler, der boksede VM-kamp og Vinni Skovgaard, der boksede EM-kamp.
Den store boksegalla den 21. april finder som sagt sted på en torsdag aften, som i øvrigt var en ofte benyttet dag på ugen til boksestævner før i tiden.
Nyheder om titelkampene og de øvrige kampe på programmet herunder nyt om åbning af billetsalget vil blive offentliggjort i den nærmeste fremtid.
Læs mere om Danish Fight Night på Facebook: https://www.facebook.com/DFNboksning
Eller følg med på: www.danishfightnight.com
Fakta om Sarah Mahfoud
Født: Den 29. september 1989 i Tórshavn, Færøerne
Rekordliste: 10-0 (3 KO)
Vægtklasse: Fjervægt (57 kilo)
Titler: Nuværende IBF-verdensmester (Danmarks første nogensinde) efter sejr over Brenda Karen Carabajal. Tidligere IBF interkontinental-mester efter sejr over Bukiwe Nonina.
Højde: 165 cm.
Nuværende træner: Bernardo (Benny) Checa
Debutkamp som professionel: 11. februar 2017
Amatørkarriere: 55 kampe, 3 gange dansk mester, 2 gange nordisk mester (fjervægt, elite)
Sarah Mahfoud er den første danske IBF-verdensmester i historien. International Boxing Federation (IBF) med hovedsæde i New Jersey, USA er sammen med WBA, WBC og WBO et af de 4 store, anerkendte VM-forbund i boksning. Alle fire forbund - på nær WBO – opererer med officielle verdensranglister for kvindeboksere.
Fakta om Enock Mwandila Poulsen
Født: Den 24. juli 1992 i Lusaka, Zambia
Opvokset i Hårslev på Nordfyn
Nuværende bopæl: Aarhus
Vægtklasse: Super letvægt (63,5 kilo)
Højde: 176 cm
Rekordliste: 11-0 (4 KO)
Rangeringer: Mandatory udfordrer til EM-titlen (EBU)
Titler: Forhenværende EU-mester hos European Boxing Union. Forhenværende IBF juniorverdensmester
Træner: Thomas Povlsen (Aarhus)
Debutkamp som professionel: 29. oktober 2016
Amatørkarriere: 87 kampe, 68 sejre
Nordisk, dansk og jysk mester i letweltervægt
Sejre og topplaceringer i flere internationale turneringer samt dansk kandidat i OL-kvalifikationen.
Fakta: Danske europamestre hos herrerne:
Hvis Enock Poulsen formår at besejre Franck Petitjean den 21. april, skriver han sig ind i historiebøgerne, som Danmarks 25. europamester i professionel boksning på herresiden. Knud Larsen blev den første i 1929. Siden fulgte blandt andre hjemlige stjerner som Børge Krogh, Tom Bogs, Jørgen Hansen, Hans Henrik Palm og Gert Bo Jacobsen. To gange i historien har Danmark haft en europamester i Enock Poulsens vægtklasse. Det var Søren Søndergaard i perioden 1996 – 1997 og Thomas Damgaard i perioden 1999 – 2000. Der har parentes bemærket ikke været bokset EM-kampe med dansk deltagelse siden 2017.
Knud Larsen, fjervægt (1929)
Jørgen Johansen, letvægt (1952-1954)
Christian (Gentleman Chris) Christensen, mellemvægt (1962)
Børge Krogh, letvægt (1966-1967)
Tom Bogs, letsværvægt (1968-1969), mellemvægt (1969-1970) og (1973)
Jørgen Hansen, weltervægt (1977), (1978) og (1979-1981)
Hans Henrik Palm, weltervægt (1982)
Ayub Kalule, mellemvægt (1985-1986)
Gert Bo Jacobsen, letvægt (1986-1988)
Lars Lund Jensen, jr. letvægt (1988)
Racheed Lawal, jr. letvægt (1988-1989), letvægt (1994)
Eyup Can, fluevægt (1989-1990)
Johnny Bredahl, bantamvægt (1992), (1996-1998) og (1999)
Jimmi Bredahl, jr. letvægt (1992)
Søren Søndergaard, super letvægt (1996-1997)
Jesper D. Jensen, fluevægt (1996-1997)
Dennis Holbæk Pedersen, jr. letvægt (1999-2000) og (2000)
Thomas Damgaard, super letvægt (1999-2000), weltervægt (2000)
Spend Abazi, bantamvægt (2001-2002)
Christian Bladt, weltervægt (2002)
Mads Larsen, super mellemvægt (2003)
Rudy Markussen, super mellemvægt (2004)
Johny Jensen, cruiservægt (2007-2008)
Dennis Ceylan, fjervægt (2016-2017)