Et af de absolut største boksestævner de seneste år på dansk grund finder sted fredag den 7. januar i Brøndby Hallen med store titelkampe på programmet.

Et af de absolut største boksestævner de seneste år på dansk grund finder sted fredag den 7. januar i Brøndby Hallen med store titelkampe på programmet.

Sarah Mahfoud, Danmarks ubesejrede verdensmester i professionel boksning, får dansk hjemmebane, når hun i starten af det nye år skal forsvare sin IBF VM-titel i fjervægt ved et boksestævne i Brøndby Hallen.

Det bekræfter promotor Mogens Palle, som arrangerer boksning sammen med sin datter Bettina Palle hos Danish Fight Night.

»Nina Meinke, som er nummer ét på IBF’s verdensrangliste og af samme grund er udpeget som den næste officielle udfordrer, har accepteret at bokse mod Sarah Mahfoud fredag den 7. januar 2022 i Brøndbyhallen. Dermed indledes det nye år med et brag af en VM-kamp på dansk grund og et boksestævne, som desuden kommer til at byde på andre store titelkampe,« siger Hall of Fame-promotoren Mogens Palle, som snart har arrangeret boksestævner i 65 år.

Samme aften får det store danske EM- og VM-håbet Enock Mwandila Poulsen (ubesejret i 11 kampe) nemlig chancen for at blive Danmarks 25. europamester i historien, når han skal kæmpe om EM-titlen i super letvægt mod Massi Tachour fra Frankrig.

Bettina Palle vandt tidligere på året på vegne af Danish Fight Night det pågældende purse-offer på EM-kampen, og sikrede sig dermed retten til at vælge tid og sted for opgøret om europamesterskabet, som varsler en ny storhedstid for dansk boksning på herresiden. Der er nemlig tale om det samme prestigefyldte EM-mesterskabsbælte, som tidligere danske stjerner som Børge Krogh, Tom Bogs, Jørgen Hansen, Hans Henrik Palm og Gert Bo Jacobsen i sin tid vandt, og det er efterhånden mere end 5 år siden, at der sidst blev bokset EM-kamp med dansk deltagelse.

Det er samtidig yderst sjældent, at der på dansk grund arrangeres et boksestævne med både en officiel VM-kamp (i et af de store forbund) samt en officiel EM-kamp på programmet. Faktisk skal man næsten 14 år tilbage i tiden til den 21. juni 2008, da Mogens Palle lavede et stort stævne i Brøndbyhallen med Mikkel Kessler, der boksede VM-kamp og Vinni Skovgaard, der boksede EM-kamp, mens den senere verdensstjerne Gennadiy Golovkin boksede en af forkampene.

Udover de to titelkampe i VM- og EM-regi den 7. januar arbejdes der desuden på stævnets tredje spændende main event samme aften med VM-aspiranten Ditlev Rossing i hovedrollen. Qua Ditlev Rossings fornemme position som ubesejret og højt rangeret på WBC’s verdensrangliste undersøger Mogens Palle lige nu muligheden for at præsentere en tredje titelkamp på programmet, hvilket – hvis det lykkes - i så fald vil være noget af et scoop.

Sarah Mahfoud blev i 2020 Danmarks (og Færøernes) første verdensmester hos IBF, et af de store, anerkendte VM-forbund, da hun helt suverænt besejrede Brenda Karen Carabajal fra Argentina efter 10 fantastiske omgange i Frederiksberg Hallerne.

Der venter dog en meget svær opgave, når den 28-årige tyske højrefodsbokser står klar i det modsatte ringhjørne.

Nina Meinke er nemlig regerende europamester og har ikke tabt en kamp de seneste 4 år. Hun har en rekordliste på 12 sejre i 14 kampe. Det ene nederlag var til kvindeboksningens nummer 1 på tværs af alle vægtklasser, Katie Taylor fra Irland, i en titelkamp på Wembley Stadium i 2017. Nina Meinke var ved den lejlighed gået to vægtklasser op i letvægt og kæmpede bravt, men tabte på en øjenskade i 7. omgang. Med sig i ringhjørnet i London havde hun den aften sin berømte gudfar Sven Ottke, som er tidligere ubesejret verdensmester og en af dansk boksnings onde ånder qua sine VM-sejre over Mads Larsen og Rudy Markussen.

Nina Meinke, der som amatør besejrede danske Diana Nadim, har som professionel blandt andet besejret den hidtil ubesejrede italiener Vissia Trovato. I sine seneste EM-kampe besejrede Nina Meinke de ligeledes ubesejrede Lucie Sedlackova fra Tjekkiet og Helene Lascombe fra Frankrig.

Sejrene har som sagt bragt Nina Meinke op som nummer 1 på IBF’s verdensrangliste, og derfor tvinges Sarah Mahfoud altså nu til at sætte sin VM-titel på spil mod den tyske bokser fra Berlin.

Hvis Sarah Mahfoud vinder kampen, skriver hun sig endnu engang ind i historien – denne gang som den første danske bokser, der med succes forsvarer VM-titlen i IBF-regi.

Flere informationer og interviews om de øvrige kampe den 7. januar – herunder billetinformation - følger den kommende tid. 

Læs mere fra Danish Fight Night på Facebook: https://www.facebook.com/DFNboksning

Fakta: Sarah Mahfoud

* Født: Den 29. september 1989 i Tórshavn, Færøerne

* Rekordliste: 10-0 (3 KO)

* Vægtklasse: Fjervægt (57 kilo)

* Titler: Nuværende IBF-verdensmester (Danmarks første nogensinde) efter sejr over Brenda Karen Carabajal. Tidligere IBF interkontinental-mester efter sejr over Bukiwe Nonina.

* Rangeret som nummer 2 i verden i fjervægt af The Ring Magazine

* Højde: 165 cm.

* Nuværende træner: Bernardo (Benny) Checa

* Debutkamp som professionel: 11. februar 2017

* Amatørkarriere: 55 kampe, 3 gange dansk mester, 2 gange nordisk mester (fjervægt, elite)

 

Fakta om Enock Mwandila Poulsen

* Født: Den 24. juli 1992 i Lusaka, Zambia.

* Opvokset i Hårslev på Nordfyn.

* Nuværende bopæl: Aarhus.

* Vægtklasse: Super letvægt (63,5 kilo)

* Højde: 176 cm. 

* Rekordliste: 11-0 (4 KO)

* Rangeringer: Mandatory udfordrer til EM-titlen (EBU)

* Titler: Forhenværende EU-mester hos European Boxing Union. Forhenværende IBF juniorverdensmester.

* Træner: Thomas Povlsen (Aarhus)

* Debutkamp som professionel: 29. oktober 2016

* Amatørkarriere: 87 kampe, 68 sejre. 

* Nordisk, dansk og jysk mester i letweltervægt. 

Sejre og topplaceringer i flere internationale turneringer samt dansk kandidat i OL-kvalifikationen.

 

Fakta om Ditlev Rossing

* Født: 28. december 1994 i Nyborg

* Nuværende bopæl: Lyngby

* Rekordliste som professionel: 14 sejre, 0 nederlag (9 sejre før tid)

* Debutkamp som professionel hos Danish Fight Night den 29. oktober 2016

* Erobrede titler: (WBC World Youth Champion, vundet den 5. januar 2018)

* Træner-team: Benny Checa, Jan Thomsen

* Amatørkarriere: 62 kampe, 45 sejre

* Klub som amatør: BK Limfjorden Skive

* Adskillige mesterskaber herunder jysk, dansk og nordisk mester som elite-seniorbokser

* Har som amatør besejret en række stærke internationale boksere og OL-kandidater heriblandt Gabriel Richards (svensk bokser fra World Series of Boxing-serien), Tomi Honka (tidligere nordisk mester fra Finland), Kevin Melhus (norsk bokser, som i dag er ubesejret som professionel) og Germaine Brown (engelsk bokser som ligeledes pt. er ubesejret som professionel).

 

Foto til fri afbenyttelse - Foto Credit Henrik Kristensen