04.10.2022
Europamester skifter træner: Den tidligere europamester Mads Larsen skal træne Enock Poulsen op til EM-kamp
Den danske professionelle bokser Enock Poulsen, som er regerende europamester i super letvægt, er i fuld gang med træningen op til sin kommende EM-kamp i Frankrig, og det bliver med den tidligere mesterbokser Mads Larsen i ringhjørnet.
Det meddeler promotor Bettina Palle i en nyhed, som bekræftes af hovedpersonerne Enock Poulsen og Mads Larsen selv.
Dermed får Danmarks 25. europamester på herresiden,Enock Poulsen fra Aarhus, kompetent trænerhjælp af Danmarks 21. europamester, Mads Larsen, når det går løs i Paris i slutningen af november i EM-rematchen mod udfordreren Franck Petitjean.
»Vi undersøgte forskellige muligheder. Valget faldt til sidst på Mads Larsen, som jeg med Bettina Palles hjælp fik forbindelse til, og som jeg nu har trænet med de seneste dage. Han har opnået en masse i sin egen karriere med både EM- og VM-kampe. Han er højrefodsbokser ligesom min kommende modstander. Han er selv baseret i Aarhus, så jeg synes, at det lå lige til højrebenet, efter at mit samarbejde med Thomas Povlsen blev afbrudt,« lyder meldingen fra Enock Poulsen, som understreger, at han har været glad for samarbejdet med Povlsen, men at tiden var moden til at prøve noget nyt på trænerfronten.
»Mads Larsen er rigtig klog boksefagligt. Det kan jeg tydeligt mærke. Han ved, hvad der skal til, og hvordan der skal trænes op til de store kampe i profboksning. Vi mødtes to-tre gange og snakkede om tingene,inden vi begyndte at træne sammen. Samtidig har han været henne for at se, hvordan jeg arbejder med min fysiske træner Morten Frank, så vi sørger for, at det hele kommer til at gå op i en højere enhed. Han har selv prøvet de helt store kampe og har endda bokset disse titelkampe i udlandet. Han har erfaring og rutine fra længere træningsophold i Tyskland og USA, og jeg fornemmer, at han er perfektionist. Dermed ligner vi hinanden, for jeg forsøger også altid at få styr på detaljerne og blive den bedste udgave af mig selv,« siger Enock Poulsen.
Mads Larsen er en af de mest fremtrædende danske boksere gennem tiderne. Han boksede 55 kampe som professionel og vandt de 51. Han vandt EM-titlen på udebane i Tyskland i 2003, og den slags udebanesejre i EM-kampe er en sjældenhed for danske boksere. Han har blandt andet været IBO-verdensmester samt bokset om WBA- og IBF-VM-titlen på udebane. De seneste syv år har han arbejdet med coaching og personlig træning, og for to år siden åbnede han sit eget træningscenter i Aarhus-bydelen Åbyhøj, hvor træningen med Enock Poulsen finder sted.
»Det er en spændende opgave. Nu gælder det om at få Enock i form og få ham gjort helt skarp til kampen. Han står i en anden situation, end da han boksede om EM-titlen første gang. Nu er det ham, der er mesteren, men han skal forberede sig på at besejre udfordreren på dennes hjemmebane, og det er altid hårdere på udebane end på hjemmebane.Det er blandt andet her, jeg håber, at jeg mentalt kan få ham til at fokusere på den rette måde, så han ved, hvad det handler om,« siger Mads Larsen, som sammen med Enock Poulsen er kommet godt fra start i træningssalen:
»Jeg har fulgt Enock gennem en længere periode, siden han blev professionel. Han er en teknisk dygtig bokser, og det er et godt udgangspunkt. Han skal bare presses og gerne hårdt, så han kommer til at gøre de ting, han skal. Når man ikke kender hinanden så godt i starten, skal man lige mærke hinanden an, og det har jeg også skullet jeg med ham. Men han har sådan set gjort det, han skal indtil videre. Men nu er vi også kun lige startet – det bliver hårdere endnu.«
Enock Poulsen blev som bekendt europamester, da han den 21. april pointbesejrede franskmanden Franck Petitjean i en medrivende og højdramatisk EM-kamp i Frederiksberg Hallerne. Undervejs blev Enock Poulsens skulder revet af led, og titelkampen bølgede frem og tilbage. De tre sidedommere scorede kampen 116-113, 114-113 & 114-113 til fordel for Enock Poulsen. Den danske EM-triumf var dermed en kendsgerning, men nogle uger efter dekreterede EBU en rematch, som altså finder sted inden længe – denne gang på fransk grund.
Danske udebanesejre i EM-kampe er som sagt en sjældenhed, men Mads Larsen tror på de danske muligheder, hvis Enock Poulsen satser helhjertet og giver sig selv fuldt ud under træningen.
»Franskmanden er højrefodsbokser. Jeg er selv højrefodsbokser og kan derfor byde ind med en hel del på den front. Det tror jeg bliver en kæmpe fordel for os. Derudover skal der køres på med masser af gejst og med ja-hatten på i træningslokalet, når det gør rigtig ondt. Man bliver nødt til at give sig fuldt ud. Det er i træningslokalet, at det hårde slid skal finde sted og ikke i kampen - dér skal man helst være i så god form, at man bare kan køre på. Det handler om, at vi skal motivere hinanden på den rette facon med henblik på at få det bedste ud af forberedelserne,« lyder meldingen fra Mads Larsen.
Flere detaljer om EM-kampen og træningen i Aarhus følger den kommende tid.
--
Følg Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning
Web: www.danishfightnight.com
--
Fakta
Danske europamestre hos herrerne:
Enock Poulsen blev Danmarks 25. europamester i professionel boksning på herresiden, da han den 21. april besejrede franske Franck Petitjean i Frederiksberg Hallerne. Knud Larsen blev den første i 1929. Siden fulgte blandt andre hjemlige stjerner som Børge Krogh, Tom Bogs, Jørgen Hansen, Hans Henrik Palm, Gert Bo Jacobsen og Mads Larsen.
* Knud Larsen, fjervægt (1929)
* Jørgen Johansen, letvægt (1952-1954)
* Christian (Gentleman Chris) Christensen, mellemvægt (1962)
* Børge Krogh, letvægt (1966-1967)
* Tom Bogs, letsværvægt (1968-1969), mellemvægt (1969-1970) og (1973)
* Jørgen Hansen, weltervægt (1977), (1978) og (1979-1981)
* Hans Henrik Palm, weltervægt (1982)
* Ayub Kalule, mellemvægt (1985-1986)
* Gert Bo Jacobsen, letvægt (1986-1988)
* Lars Lund Jensen, jr. letvægt (1988)
* Racheed Lawal, jr. letvægt (1988-1989), letvægt (1994)
* Eyup Can, fluevægt (1989-1990)
* Johnny Bredahl, bantamvægt (1992), (1996-1998) og (1999)
* Jimmi Bredahl, jr. letvægt (1992)
* Søren Søndergaard, super letvægt (1996-1997)
* Jesper D. Jensen, fluevægt (1996-1997)
* Dennis Holbæk Pedersen, jr. letvægt (1999-2000) og (2000)
* Thomas Damgaard, super letvægt (1999-2000), weltervægt (2000)
* Spend Abazi, bantamvægt (2001-2002)
* Christian Bladt, weltervægt (2002)
* Mads Larsen, super mellemvægt (2003)
* Rudy Markussen, super mellemvægt (2004)
* Johny Jensen, cruiservægt (2007-2008)
* Dennis Ceylan, fjervægt (2016-2017)
* Enock Poulsen, super letvægt (2022-)
Fakta om Enock Mwandila Poulsen:
* Født: Den 24. juli 1992 i Lusaka, Zambia
* Opvokset i Hårslev på Nordfyn
* Nuværende bopæl: Aarhus
* Vægtklasse: Super letvægt (63,5 kilo)
* Højde: 176 cm
* Rekordliste: 12-0 (4 KO)
* Rangeringer: Mandatory udfordrer til EM-titlen (EBU)
* Titler: Nuværende europamester hos European Boxing Union (EBU) i super letvægt. Forhenværende EU-mester hos EBU. Forhenværende IBF juniorverdensmester
* Træner: Mads Larsen (Aarhus)
* Debutkamp som professionel: 29. oktober 2016
* Amatørkarriere: 87 kampe, 68 sejre
* Nordisk, dansk og jysk mester i letweltervægt
Sejre og topplaceringer i flere internationale turneringer samt dansk kandidat i OL-kvalifikationen.