Heva Sharif glæder sig til kamp ved VM- og EM-boksegalla den 21. april og skal træne i England med Floyd Mayweather Sr.

Det danske boksepublikum får endelig mulighed for igen at opleve den seværdige danske super letvægter Heva Sharif, der er klar til sin femte kamp som professionel.

Heva »Hellrazor« Sharif har nemlig meldt sig klar til VM- og EM-boksegallaen den 21. april og drager nu til Birmingham for at komme i absolut topform.

»Jeg tager til Birmingham den 4. april, hvor jeg blandt andet skal træne med Floyd Mayweather Jr.’s far, Floyd Mayweather Sr. Jeg har kontakt til folkene bag ’Pound 4 Pound Boxing Academy’ i Birmingham. De er i familie med den kendte bokser Amir Khan og har fået fløjet Floyd Mayweather Sr. ind for at træne nogle boksere, og dér har jeg så fået mulighed for at træne med,« siger Heva Sharif, som også vil benytte sig af muligheden for at få rigtig god sparring med en række dygtige boksere. 

Den 69-årige Floyd Mayweather Sr. var i sin tid selv en topbokser, men han er nok mest kendt for i mange år at have trænet verdensstjernen Floyd Mayweather Jr., som endte sin boksekarriere som ubesejret og mangemillionær.

Heva Sharif er ubesejret i fire kampe som professionel med to sejre på knockout. Han boksede sin seneste kamp i 2020 på samme stævne, da Sarah Mahfoud blev IBF-verdensmester. Her pointbesejrede han i en rigtig flot præstation over otte omgange den ubesejrede spanier David Munoz og høstede stor ros fra publikum, kommentatorer og tv-seere. 

»Efterfølgende skulle jeg faktisk have været i Pakistan for at bokse på et stævne arrangeret af Amir Khan Promotions, men så kom restriktionerne som en stopklods, og det ødelagde en masse ting og spændte ben for min deltagelse,« siger Heva Sharif, som derfor glæder sig ekstra meget til at vende tilbage til ringen. 

Han frygter ikke ringrust i den forbindelse.

Heva Sharif

»Jeg har bokset siden, jeg var 8 år gammel. Boksning har altid fyldt en stor del af mit liv. Jeg er så rutineret og har haft så meget sparring, at jeg nemt kan gå op i ringen igen. Der er ikke noget at være nervøs for. Jeg har prøvet det før. Jeg havde stor opbakning i salen sidst, da jeg besejrede David Munoz. Den sejr gav mig et boost, fordi det var første gang, jeg gik otte omgange. Det havde jeg aldrig prøvet før på nær til træning. Ligesom sidst kommer der også en masse og støtter mig denne gang. De glæder sig, og det samme gør jeg,« lyder meldingen fra Heva Sharif, som er selvstændig murer og med succes har opstartet sit eget firma, der har fået masser af opgaver.

Da han i 2016 vandt de Åbne Sydsvenske Mesterskaber i Malmø skete det helt oppe i 75-kilo-klassen, men som professionel bokser er han i dag i stand til uden problemer at bokse i super letvægt (63,5 kilo) eller sågar letvægt, hvis det engang skulle blive relevant i fremtiden. Det ser han som en stor fordel. Heva Sharif har samtidig et ondt venstre-hook, som man ikke skal løbe ind i. Hans teknik fejler heller ikke noget, og han har hjertet det rette sted. Han føler selv, at han har lidt af det hele til at nå langt:

»Jeg er høj. Jeg er stærk. Jeg er dygtig teknisk, og jeg kender mig selv og stoler 110 pct. på mig selv i bokseringen,« siger hovedpersonen, inden det går løs med træningslejr og sparring i Birmingham.

Heva Sharifs modstander offentliggøres snarest, og kampen finder som sagt sted i forbindelse med Danish Fight Nights store VM- og EM-galla i Frederiksberg Hallerne, hvor danske Sarah Mahfoud skal forsøge at forsvare sit VM-bælte i fjervægt mod tyske Nina Meinke, mens Enock Poulsen fra Aarhus skal forsøge at blive Danmarks 25. europamester på herresiden i et opgør med franskmanden Franck Petitjean. Samme aften skal 22-årige Oliver Meng kæmpe om WBC Youth World-titlen mod ubesejrede Eslih Owusu fra USA.

Det er første gang siden 2008, at der afholdes et boksestævne i Danmark med både den officielle VM- og EM-titel på højkant samme aften. Flere informationer om de øvrige kampe og boksere annonceres de kommende dage.

Billetter: https://www.ticketmaster.dk/event/danish-fight-night-billetter/512351

Følg Danish Fight Night på Facebook: https://www.facebook.com/DFNboksning