Jacob Porsgaard bokser sin 6. profkamp ved Danish Fight Night i Musikteatret Albertslund

Jacob Porsgaard bokser sin 6. profkamp ved Danish Fight Night i Musikteatret Albertslund

Endnu et lovende dansk boksenavn er føjet til kampprogrammet, når Bettina Palle arrangerer sit næste boksestævne.

Der er som bekendt professionelt boksestævne lørdag den 4. marts i Musikteatret Albertslund med blandt andre eksverdensmesteren Sarah Mahfoud og junior-verdensmesteren Oliver Meng.

Promotor Bettina Palle kan nu afsløre, at også ubesejrede Jacob Porsgaard skal i aktion ved den begivenhed.

»Jeg er meget glad for at kunne tilføje ubesejrede Jacob Porsgaard til programmet. Han er en teknisk dygtig, seriøs og hårdtarbejdende super-mellemvægter, som jeg er sikker på, vil gøre en god figur og levere en flot kamp,« siger Bettina Palle, som den 4. marts afholder sit første boksestævne uden sin far, der som bekendt døde i august sidste år.

25-årige Jacob Porsgaard er som professionel bokser ubesejret i fem kampe, heraf 2 knockoutsejre, og han boksede sin seneste profkamp den 15. oktober i hjembyen Hillerød, hvor han til daglig træner under kyndig ledelse af trænerduoen Steen F. Sørensen og Mads Sørensen.

Hillerød-bokseren bekræfter sin deltagelse og ser med stor glæde frem til at komme i kamp.

»Jeg glæder mig meget til den 4. marts. Det er tale om min debut i Danish Fight Night-regi, og det bliver rigtig fedt. Jeg er ung og stærk og i god form. Jeg har holdt træningen ved lige og givet den gas siden min seneste kamp, så jeg glæder mig til at møde op og vise publikum, hvad jeg kan,« siger Jacob Porsgaard, der beskriver sig selv som bokser på følgende måde:

»Jeg er en teknisk, dygtig bokser, der er hurtig på hænderne og slår hårdt. Jeg vil derudover beskrive mig selv som en type, der godt kan lide at levere et godt show i ringen og give publikum nogle seværdige og underholdende kampe.«

Udover de fem kampe som professionel har Jacob Porsgaard også erfaring fra 50 kampe som amatør med 40 sejre. Han har tre danske mesterskaber i bagagen, de første to i ungdomsrækkerne, inden han i 2018 vandt DM-guld som elite-senior i 75-kiloklassen med en finalesejr over landsholdsbokseren Bjarne Newby.

Karrieren blev indledt i 10-årsalderen, da hans far tog ham med tilden lokale bokseklub efter at have prøvet kræfter med de sædvanlige holdsportsgrene. Boksningen appellerede med det samme til den unge Porsgaard.

Boksning er nemlig en ægte test af fysiske og mentale evner, og så kræver den en høj grad af fysisk form og kondition, samt taktisk og teknisk dygtighed. Jacob Porsgaard fremhæver endvidere, at han især faldt for boksesporten, fordi man modsat holdsportsgrene selv er hovedansvarlig for sine sejre og nederlag.

»Jeg forsøger at blive bedre fra kamp til kamp. Ambitionen er at kravle så højt op ad ranglisterne som overhovedet muligt. Jeg drømmer selvfølgelig om at få en titelkamp på et tidspunkt. Derfor gælder det om at vinde mine kampe og arbejde mig op ad ranglisten. Jeg vil satse på at få det bedste ud af mit potentiale og se, hvor langt jeg kan drive det,«forklarer han.

Den tidligere verdensmester Sarah Mahfoud tager som sagt sit første vigtige skridt på vej tilbage mod VM-tronen den 4. marts i Musikteatret Albertslund, hvor blandt andre også super-weltervægteren Oliver Meng skal i aktion.

Bettina Palle regner i skrivende stund med 4-5 profkampe plus 4-5 kampe med nogle af landets bedste amatørboksere.

Billetsalget er åbnet hos Ticketmaster

Flere informationer om kampene vil blive offentliggjort løbende, og man kan følge med i nyhedsstrømmen på Danish Fight Nights hjemmeside og Facebook-side.

Følg Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning