Knockout-bokseren Francis Fordjour er igen på programmet ved VM-boksegalla

Publikum i Royal Arena kan den 25. maj se frem til en ny kamp med den 22-årige Francis Fordjour, der har evnen til at knockoute sine modstandere med hvert eneste slag.

Dermed er der føjet endnu en spændende hjemlig bokser til det store VM-boksegalla i Royal Arena, hvor Dina Thorslund skal forsøge at forsvare sine to VM-titler (WBC og WBO) i bantamvægt mod Seren Cetin fra Tyrkiet.

Francis Fordjour er en hurtig og eksplosiv switchitter, der har evnen til at knockoute sine modstandere med hvert eneste slag. Han besidder legitim one-punch knockoutpower, og det er noget, som passer godt til det professionelle game. Han debuterede ved det seneste boksestævne i Royal Arena, hvor han stoppede sin modstander i første omgang. Nu er han klar til at tage næste skridt i karrieren som professionel bokser.

»Jeg er meget spændt på den 25. maj. Min første kamp var jo hurtigt overstået. Det var lækkert, at kunne mærke de tyndere handsker og få smidt trøjen. Det var noget af en oplevelse. Stemningen var fantastisk, og det har bare givet mig blod på tanden til at vise hele bokse-Danmark, at de skal holde godt øje med mig de kommende år,« siger Francis Fordjour, der i november 2023 blev dansk mester for andet år i træk og har erfaring fra 43 kampe som amatør. 

Selv beskriver Francis Fordjour sine forcer på følgende måde:

»Jeg er meget hårdtslående og har stoppet en del modstandere. De fleste er primært intimideret af min slagkraft, men jeg synes, at folk undervurderer mine tekniske færdigheder. Det går jo ikke, at man svinger vildt, hvis man ikke kan ramme. For at kunne stoppe en modstander, skal man ikke kun kunne slå hårdt, man skal også vide, hvad man gør.«

Francis Fordjour er oprindeligt fra Ghana, men kom til Danmark, da han var otte år. Han voksede op i Ishøj på den københavnske vestegn. Her var han - med egne ord - lidt af en rod, der forsøgte at finde en måde at kanalisere en masse energi ud af kroppen. Det lykkedes, da han fandt Ishøj Bokseklub, hvor han kunne komme af med al det krudt, han havde indeni.

»Så blev jeg bare bidt af det og har holdt fast i det siden,« forklarer hovedpersonen, som har store ambitioner for karrieren.

»Mit mål er at blive verdensmester. Jeg er her ikke kun for at få nogle enkelte profkampe og så takke af. Enten går man hele vejen, eller også går man hjem. Det er den indstilling, som jeg har,« siger Francis Fordjour, som træner i Bispebjerg Bokseklub med den tidligere profbokser Osama Hadifi som indpisker.

Han opfordrer folk til ikke at kigge væk den 25. maj, for kampen kan afgøres når som helst.

»Publikum kan forvente en dramatisk kamp, der ender før tid. Min største force er som sagt min styrke og min slagkraft. Man skal i hvert fald ikke blinke med øjnene eller holde tissepause, når jeg bokser, for så kan man gå glip af en knockout. Hvis jeg får mulighed for at stoppe min modstander, så gør jeg det, for jeg bliver ikke betalt for overarbejde,« lyder den slagfærdige slutreplik fra det store boksetalent.

Danish Fight Night afvikles i Royal Arena Hall, der er en tilpasset og intim version af Royal Arena.

Billetter kan købes via Ticketmaster

Boksestævnet kan ses på Pluto TV Sport. Hovedkampene transmitteres direkte fra klokken 20.45, mens de indledende kampe sendes forskudt lige efter live-sendingen. Pluto TV kan hentes som app eller ses via pluto.tv. Pluto TV kan tilgås og streames gratis på tværs af mobil, web, smart tv og tilsluttede tv-enheder. Uden log in.