Promotor Bettina Palle glæder sig over ny aftale med Pluto TV, som viser Danish Fight Night-boksning på ny sportskanal

Det bliver den nye, gratis sportskanal “Pluto TV Sport”, der kommer til at vise de kommende Danish Fight Night-boksestævner herunder boksegallaen lørdag den 4. marts i Musikteatret Albertslund.
Promotor Bettina Palle fra Danish Fight Night glæder sig i den forbindelse over, at det er lykkedes at lave en aftale mellem Danish Fight Night og Pluto TV, så de danske seere igen kan se kvalitetsboksning på skærmen via en gratis streamingtjeneste, der er tilgængelig for alle. Den gratis streamingplatform Pluto TV har åbnet sportskanalen “Pluto TV Sport”, som blandt andet vil satse på live-events og altså også boksestævnerne fra Danish Fight Night. 
»Det er en stor ære at være flagskib for den nye sportskanal. Nye tider byder på nye muligheder, og jeg er meget glad for den nye aftale, som sikrer flere stævner til glæde for danske boksefans og seere. Stævnerne gavner samtidig boksernes udvikling og giver dem en mulighed for at nå bredere ud og blive fremvist foran et større publikum. Det er noget af det, der skal til for at videreudvikle kvaliteten i dansk professionel boksning,« siger Bettina Palle, som for første gang står alene i spidsen for Danish Fight Night efter faderen Mogens Palles død i 2022 i det, der samtidig også er en ny begyndelse for bokserne.
Bettina Palle hæfter sig ved, at Danish Fight Night i forvejen har et stærkt udgangspunkt med flotte ranglisteplaceringer til de danske boksere.
Enock Poulsen er som bekendt regerende europamester og nummer 34 på WBC’s verdensrangliste. Sarah Mahfoud er nummer 2 hos IBF og nummer 2 hos WBC i fjervægt samt nummer 1 på den officielle europarangliste hos EBU. Oliver Meng er nummer 38 på WBC’s verdensrangliste i super weltervægt og nummer 23 på EU-ranglisten og indehaver af WBC’s Youth-titel.
»Der er tale om seriøse danske sportsfolk og boksere, som i den grad har fortjent til at blive fremvist og nå ud til så mange mennesker som muligt. Derfor glæder jeg mig over, at vi er kommet frem til en aftale,« siger Bettina Palle.
Den tidligere verdensmester Sarah Mahfoud tager som sagt sit første vigtige skridt på vej tilbage mod VM-tronen den 4. marts i Musikteatret Albertslund. Der er tale om den første optræden i bokseringen siden nederlaget i den store VM-kamp mod Amanda Serrano i Manchester i september sidste år.
Den 23-årige WBC junior-verdensmester Oliver Meng, ubesejret i 9 kampe skal ligeledes i aktion den 4. marts. Det samme skal supermellemvægteren Jacob Porsgaard og letvægteren Mahdi Jallaw, der som amatør vandt dobbelt (U-17 og U-15) EM-guld. Endelig er der også comeback til letsværvægteren Andreas Lynggaard fra Nykøbing Falster.
Stævnet indledes med fem amatørkampe med nogle af landets bedste boksere. Der vil blandt andet være deltagelse af den nybagte danske mester i supersværvægt Gustav Thorsen, landsholdsbokseren Elias Idrissi i letvægt, Ilias Warraich i letweltervægt, Frederiks Badenski i letmellemvægt og den norske landsholdsbokser Alborz Sabet i mellemvægt.
Pluto TV kan hentes som app eller ses via www.pluto.tv. Det direkte link til Pluto TV Sport er følgende: https://pluto.tv/da/live-tv/pluto-tv-sport-dk
Den gratis streamingtjeneste kan nemt kan tilgås og streames på tværs af mobil, web og tilsluttede tv-enheder. Man kan streame fra sit smart-tv, fra sin computer, tablet eller telefon – helt uden oprettelse eller login.
Billetter til stævnet kan købes via Ticketmaster: https://www.ticketmaster.dk/event/danish-fight-night-billetter/527617
Følg Danish Fight Night på Facebook: https://www.facebook.com/DFNboksning