Sarah Mahfoud glæder sig til VM-brag mod europamesteren Nina Meinke: »Hun er stærk, men hun får ikke min titel!«

Sarah Mahfoud, Danmarks ubesejrede verdensmester i professionel boksning, forbereder sig med stjernetræner og glæder sig til at vende tilbage til bokseringen, når det går løs den 7. januar i Brøndby Hallen.

Sarah MahfoudEfter en lang kamppause som følge af coronapandemien og en aflyst kamp i USA og Danmark skal Danmarks første verdensmester hos det store, anerkendte VM-forbund IBF forsvare sin VM-titel for første gang den 7. januar.

Sarah Mahfoud, som blev verdensmester i 2020 efter en sejr over Brenda Karen Carabajal fra Argentina, forbereder sig i øjeblikket under kyndig vejledning af træner Benny Checa fra Panama. Formen er ved at blive bygget op, og hovedpersonen glæder sig til at blive sluppet løs i ringen i Brøndby Hallen.

»Allerførst synes jeg, det er megafedt, at Mogens og Bettina Palle har fået kampen til Danmark, så jeg kan få lov til at bokse det officielle titelforsvar på hjemmebane. Det gør jo også, at man har opbakning med i hallen, og det giver noget ekstra, når man skal ind og levere. Jeg glæder mig i det hele taget helt vildt meget til at komme tilbage igen. Det er jo rigtig lang tid siden, jeg har været i kamp,« siger Sarah Mahfoud, som er ubesejret i 10 kampe som professionel.

Modstanderen Nina Meinke er regerende europamester og har ikke tabt en kamp de seneste 4 år. Hun har en rekordliste på 12 sejre i 14 kampe. Det ene nederlag var til kvindeboksningens nummer 1 på tværs af alle vægtklasser, Katie Taylor fra Irland, i en titelkamp på Wembley Stadium i 2017. Nina Meinke var ved den lejlighed gået to vægtklasser op i letvægt og kæmpede bravt, men tabte på en øjenskade i 7. omgang.

Nina Meinke»Hun er en dygtig bokser. Jeg synes, det er en fed modstander at stå over for. Hun er stærk. Hun er europamester og har bokset nogle store kampe. Hun er meget bevægelig og er meget oppe på tæerne. Det bliver en meget hård modstander at komme til tilbage efter at have været væk i så lang tid. Men det giver mig bare ekstra blod på tanden, at jeg ved, at jeg virkelig skal op og levere mit bedste og være 100 pct. klar til kampen. Jeg har kigget hende ud: Hun er stærk, men hun får ikke min titel!«, siger Sarah Mahfoud.

Der er også interesse for Sarah Mahfouds VM-kamp på Færøerne, idet der forleden på den nationale fjernsynskanal Kringvarp Føroya blev sendt et indslag om forberedelserne til VM-kampen. Sarah Mahfoud har som bekendt færøsk mor og er født og opvokset de første år af sit liv i Vestmanna på Færøerne. Tv-seerne fik blandt andet et glimt af Bernardo (Benny) Checa, som herser med Sarah Mahfoud i disse dage. 

Benny Checa, som har trænerlicens i Storbritannien udstedt af British Board of Boxing Control, har trænet og sekunderet hele syv verdensmestre, hvoraf den mest berømte er bokselegenden Roberto Duran. Han har blandt andet været i Danmark som cheftræner i ringhjørnet hos nordirske Brian Magee, da denne knockoutede henholdsvis Mads Larsen og Rudy Markussen. Sarah Mahfoud har kun ros og lovord til træneren, som skal hjælpe hende til sejr den 7. januar.

»Han er virkelig dygtig. Han fokuserer meget på bevægelse. Jeg lærer en masse nye ting af ham. Han er en mand, der har rigtig meget erfaring og har haft mange gode boksere som boksetræner i mange år. Han har helt styr på det, han laver. Jeg er sikker på, at når jeg kommer til at stå i ringen den 7. januar, så er jeg virkelig klar til opgaven,« lyder meldingen fra Sarah Mahfoud.

Den anden main event den 7. januar bliver som bekendt EM-kampen i super letvægt mellem danske Enock Poulsen og franskmanden Franck Petitjean.

Derudover er der kampe med VM-udfordreren og ekseuropamesteren Anthony Yigit samt ubesejrede Heva Sharif. Meget snart løftes sløret også for et ganske særligt forprogram af kampe, som vil være med til at gøre hele aftenen til en meget spændende bokseevent fra start til slut.

Billetter: https://www.ticketmaster.dk/event/danish-fight-night-billetter/509989

Læs mere fra Danish Fight Night på Facebook: https://www.facebook.com/DFNboksning

Fakta: Sarah Mahfoud

  • Født: Den 29. september 1989 i Tórshavn, Færøerne
  • Rekordliste: 10-0 (3 KO)
  • Vægtklasse: Fjervægt (57 kilo)
  • Titler: Nuværende IBF-verdensmester (Danmarks første nogensinde) efter sejr over Brenda Karen Carabajal. Tidligere IBF interkontinental-mester efter sejr over Bukiwe Nonina.
  • Rangeret som nummer 2 i verden i fjervægt af The Ring Magazine
  • Højde: 165 cm.
  • Nuværende træner: Bernardo (Benny) Checa
  • Debutkamp som professionel: 11. februar 2017
  • Amatørkarriere: 55 kampe, 3 gange dansk mester, 2 gange nordisk mester (fjervægt, elite)