Stor gave til dansk boksning leveret på Mogens Palles fødselsdag: Ekstra titelkamp sikret til den store VM- og EM-boksegalla den 21. april

Danmarks store boksehåb Oliver Meng skal kæmpe om WBC’s junior-verdensmesterskab torsdag den 21. april i Frederiksberg-Hallerne

Promotor Mogens Palle fra Danish Fight Night har fødselsdag i dag mandag den 14. marts og runder dermed en markant milepæl ved at fylde 88 år. Dette års fødselsdag kan – trods udfordringerne med en kræftsygdom hos den aktive promotor – fejres med en stor nyhed for dansk boksning.

De seneste uger har nemlig taget en sensationel drejning, idet forhandlinger i kulissen med en række centrale aktører og det helt store bokseforbund WBC nu har resulteret i en ekstra titelkamp på programmet ved det store VM- og EM-boksestævne, hvor også Sarah Mahfoud skal forsvare sin VM-titel i fjervægt, mens Enock Poulsen skal forsøge at blive Danmarks nye europamester i super letvægt.

»Jeg er meget glad for, at det gennem forhandlinger er lykkedes at få Danmarks store boksehåb Oliver Meng, som tidligere har vundet IBF’s junior-verdensmesterskab, udpeget og godkendt til at bokse om WBC’s junior-verdensmesterskab den 21. april. Alle detaljer er faldet på plads i dag på min egen fødselsdag. Det, at jeg har fødselsdag, betyder intet for mig. Men jeg er meget glad for at have skaffet Oliver Meng denne kamp og stolt over at kunne præsentere endnu en spændende titelkamp til boksestævnet den 21. april. Det bliver et brag af et boksestævne, som i forvejen var af meget høj kvalitet. Nu får begivenheden endnu et markant sportsligt løft,« siger Mogens Palle. 

»Alle parter har accepteret titelkampen, som endvidere er godkendt og sanktioneret af det helt store og anerkendte VM-forbund WBC. Modstanderen har meddelt sin ankomst, og jeg mangler kun at modtage kontrakten retur, inden vi offentliggør navnet på Oliver Mengs modstander, hvilket sandsynligvis vil ske i denne uge,« tilføjer Mogens Palle, som i 2008 blev optaget i International Boxing Hall of Fame (IBHOF) i USA for at have placeret Danmark på verdenskortet med adskillige europa- og verdensmestre.

Nyheden vækker ligeledes stor glæde hos Oliver Meng, som ikke har bokset siden VM-stævnet i 2020, da Sarah Mahfoud blev verdensmester, og da han selv forsvarede sin daværende IBF junior-VM-titel med en sejr over Vasyl Kurasov. Nu får han imidlertid chancen for at erobre sit andet VM-bælte.

»Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i kamp igen. Jeg kan mærke, at jeg har fået kærligheden til boksning tilbage. Det, at der nu er et stort mål forude, og at der er udpeget en modstander, vækker mit indre fightergen. Det har selvfølgelig været frustrerende at være uden for ringen så længe, men jeg har holdt mig i gang og det, at der er en titel på spil, gør det bare endnu federe. Jeg er stadigvæk ung og frisk og har stadig blod på tanden,« siger Oliver Meng, som er ubesejret i otte kampe som professionel, og som amatør blandt andet vandt bronze ved U-17 EM.

Junior-verdensmesterskabet hos WBC gælder boksere under 23 år og 11 måneder. Indehaveren af bæltet placeres som hovedregel på WBC’s top 40-verdensrangliste, og dermed ligger der en kæmpe gulerod for Oliver Meng, idet han med en sejr kan træde ind på ranglisten i en alder af blot 22 år. Han vil i så fald blive den næstyngste bokser i top-40 kun overgået af 21-årige Jesus Alejandro Ramos fra USA.

»Det er kæmpestort at komme ind i top-40 i sin niende kamp som professionel bokser i en alder af 22 år. Det er en kæmpe gulerod, og det vil jo være fuldstændig vanvittigt at gøre det, men det er helt klar det, jeg skal. Nu har jeg fået chancen, og den har jeg tænkt mig at gribe. Jeg er indstillet på at gøre det, der skal til for at vinde den titelkamp,” siger Oliver Meng, som kan se frem til at få kompetent sparring fra udlandet i ugerne op til sin store sportslige eksamen.

De øvrige hovedkampe torsdag den 21. april bliver som bekendt VM-kampen i fjervægt mellem IBF-verdensmesteren Sarah Mahfoud og europamesteren Nina Meinke fra Tyskland samt kampen om europamesterskabet i super letvægt mellem danske Enock Poulsen og Franck Petitjean fra Frankrig. Derudover bliver der et spændende forprogram med danske og internationale boksere, og disse kampe annonceres løbende i den nærmeste fremtid.

Billetter: https://www.ticketmaster.dk/event/danish-fight-night-billetter/512351

Følg Danish Fight Night på Facebook: https://www.facebook.com/DFNboksning

Fakta om Oliver Meng

  • Født: 9. juni 1999 (22 år)
  • Hjemby: Først Gedser og nu Nykøbing F.
  • Højde: 180 cm
  • Vægtklasse: Super weltervægt (letmellemvægt)
  • Rekordliste som professionel: 8-0 (3 KO)
  • Titler: Forh. IBF Junior-verdensmester efter sejr over Maono Ally den 18. januar 2019. Forsvarede titlen med en sejr over Vasyl Kurasov den 1. februar 2020.
  • Træner: Morten Meng
  • Klub som amatør: Nykøbing Falster BK
  • Rekordliste som amatør: 54 kampe (44 sejre)
  • 15 landskampe – 12 sejre
  • Bronze ved U-17 EM i 2015
  • Guld ved de nordiske mesterskaber U19 i 2016 og 2017
  • 3 danske mesterskaber og 5 sjællandske mesterskaber som ungdomsbokser
  • Guld i flere internationale turneringer herunder Golden Olympics Gloves i Estland i 2016