15.05.2024
Stort dansk boksehåb er føjet til VM-programmet den 25. maj i Royal Arena
Ubesejrede Oliver Zaren, som har bokset sine seneste kampe i Storbritannien, glæder sig til igen at optræde for et dansk publikum.
Boksefans i Royal Arena kan den 25. maj se frem til endnu en seværdig boksekamp med et lovende dansk boksetalent.Den 24-årige Oliver Zaren er nemlig meldt klar til kamp ved det kommende VM-boksegalla, hvor Dina Thorslund i hovedkampen skal forsøge at forsvare sine to VM-titler (WBC og WBO) i bantamvægt mod Seren Cetin fra Tyrkiet.
Det bekræfter promotor Bettina Palle fra Danish Fight Night, som præsenterer kampen med Oliver Zaren i samarbejde med Wasserman Boxing.
Oliver Zaren har bokset 11 kampe som professionel, og han er ubesejret. I sin seneste optræden den 12. april i York Hall i London-bydelen Bethnal Green viste han meget lovende takter med en flot pointsejr over John Harding Jr., som blandt andet blev sendt i gulvet undervejs i kampen.
Oliver Zaren er ved at opbygge en flot karriere i udlandet. Det er derfor nogle år siden, at han senest har bokset på dansk grund, og derfor glæder han sig ekstra meget til at optræde i Royal Arena i København.
»Det bliver helt fantastisk at skulle bokse for et dansk publikum igen. Jeg har selv et kæmpe bagland, der kommer for at støtte mig, så jeg kan slet ikke vente, til der ringes for 1. omgang den 25. maj,« lyder meldingen fra Oliver Zaren.
Han trænes til daglig af den tidligere verdensmester Mikkel Kessler og Thomas Macon, som også kommer til at sekundere ham, når det går løs i Royal Arena. Modstanderen offentliggøres en af de nærmeste dage.
»Alle folk, der dukker op i Royal Arena, kan forvente en Oliver Zaren i topform. Jeg vil selvfølgelig levere mit livs kamp, når jeg sætter benene i en dansk boksering igen. Jeg udvikler mig fra kamp til kamp, og jeg boksede en rigtig god kamp i London for en måned siden, men jeg ved, at jeg allerede nu kan levere endnu bedre,« lyder meldingen fra den talentfulde bokser, der som amatør boksede i supersværvægt, men som professionel har arbejdet sig helt ned i super-mellemvægt.
VM-boksegallaen afvikles i Royal Arena Hall, der er en tilpasset og intim version af Royal Arena med godt udsyn fra alle pladser. Med på programmet er blandt andre også de danske boksere Mathias Hansen, Thorbjørn Boudigaard, Hamza Hussein, Ali Hussein, Francis Fjordour og Nikki Møller Nielsen. Information om de pågældende kampe og modstandere offentliggøres de nærmeste dage.
VM-boksestævnet kan ses på Pluto TV Sport. Hovedkampene transmitteres direkte fra klokken 20.45, mens de indledende kampe sendes forskudt lige efter live-sendingen. Pluto TV kan hentes som app eller ses via pluto.tv. Pluto TV kan tilgås og streames gratis på tværs af mobil, web, smart tv og tilsluttede tv-enheder. Uden log in.