Talentfulde Hamza Hussein får kroatisk modstander i Royal Arena

Dina Thorslund bokser som bekendt VM-kamp i Royal Arena mod Seren Cetin fra Tyrkiet, når promotor Bettina Palle lørdag den 25. maj afholder Danish Fight Night i den smukke nationalarena.

En af de talentfulde fra kuldet af morgendagens mesterskabsboksere Hamza Hussein fra Husum i København bokser som bekendt en af forkampene og får i den forbindelse kroatisk modstander, når det går løs lørdag aften.

Hamza Hussein, som er cruiservægter og ved siden af boksningen læser til maskinmester i København, har bokset seks kampe som professionel og er ubesejret. Han bokser i cruiservægt og er desuden ubesejret som amatør og blev blandt andet dansk mester i 2022.

Den talentfulde bokser skal denne gang i kamp mod den 24-årige Josip Pehar, som er en kroatisk statsborger bosiddende i Bosnien-Hercegovia. Josip Pehar har bokset fem kampe som professionel og har en positiv rekordliste på 3 sejre og 2 nederlag. Han har kun tabt til ubesejrede modstandere på udebane i henholdsvis Schweiz og Belgien.

Ved det seneste Danish Fight Night-boksegalla viste Hamza Hussein flot boksning mod sin serbiske modstander, som blandt andet blev sendt i kanvassen undervejs i kampenm. Hamza Hussein har desuden besejret staldkollegaen Thorbjørn Boudigaard og den stærke georgier Irakli Alanidze, som inden da havde besejret Jeppe Møller Christensen ved et TK Promotion-stævne i Holstebro.

»Jeg glæder mig til at bokse igen og til at mærke spændingen, adrenalinen og stemningen, især fordi mine venner kommer og støtter mig. Jeg glæder mig til at vise publikum noget godt boksning, for jeg er i meget god form og føler mig stærk. Jeg har arbejdet på en del nye ting. Så må vi se, om jeg kan bruge det i ringen,« lyder meldingen fra 24-årige Hamza Hussein, som også glæder sig over at bokse på samme stævne som sin storebror, der gennem årene har lært ham alt om boksning.

Ali Hussein, som har bokset 12 kampe med 9 sejre, 2 nederlag og 1 uafgjort, får samme aften en rutineret modstander i Adam Cieslak fra Polen, som har 24 kampe på rekordlisten. Polakken meldes i topform, idet han for få dage siden vandt sin seneste kamp på udebane i Frankrig mod Gregory Trenel. Han har blandt andet også hentet en sejr i Finland over den rutinerede Timo Laine.

VM-boksegallaen afvikles i Royal Arena Hall, der er en tilpasset og intim version af Royal Arena med godt udsyn fra alle pladser. Med på programmet er blandt andre også de danske boksere Mathias Hansen, Thorbjørn Boudigaard, Oliver Zaren, Francis Fjordour og Nikki Møller Nielsen m.fl.

Der officiel indvejning, som er åben for alle, fredag klokken 14.00 i Royal Arena (Nohrlund Bar).

Køb billetter til lørdagens event

VM-boksestævnet kan ses på Pluto TV Sport. Hovedkampene transmitteres direkte fra klokken 20.45, mens de indledende kampe sendes forskudt lige efter live-sendingen. Pluto TV kan hentes som app eller ses via pluto.tv. Pluto TV kan tilgås og streames gratis på tværs af mobil, web, smart tv og tilsluttede tv-enheder. Uden log in.