IMG 2592

26.05.2025

Thorbjørn Boudigaard klar til dansk-svensk boksebrag: »Jeg vil ikke have de nemme kampe«

Lørdag den 31. maj byder Dansborghallen i Hvidovre på et ægte skandinavisk sværvægtsopgør, når den danske knockout-bokser Thorbjørn Boudigaard møder Sveriges ubesejrede Genti Morina ved Danish Fight Night.

Boudigaard kommer med fem sejre i syv kampe – alle sejre på knockout – mens Morina, tidligere svensk og nordisk mester i olympisk boksning, tager en stor chance tidligt i sin professionelle karriere. 

En spændende dyst mellem to talentfulde boksere med store ambitioner.

Den danske bokser tøvede ikke med at tage den svære kamp og tror på sejr trods svenskerens flotte meritter i olympisk boksning:

»Han er en rutineret herre med masser af erfaring, men ud fra det, jeg har set, passer hans stil faktisk godt til mig. Derudover har jeg det sådan, at det er denne kamp, som jeg er blevet tilbudt, og så er den kamp, jeg tager. Jeg gider ikke de nemme kampe. Jeg vil have de gode kampe, og det kræver, at man møder stærke modstandere. Man kan tydeligt se, at han har rutine og en solid amatørbaggrund. Han er god til at bokse udefra, men jeg har også spottet nogle svagheder. Han går meget lige frem, holder kæben højt og er åben nede i kroppen. Det er ting, jeg helt klart vil forsøge at udnytte,« siger Thorbjørn Boudigaard og uddyber:

»Når jeg taler om hans erfaring, så er det som amatør, men det betyder ikke automatisk, at han er en stærk prof. Jeg føler klart, jeg har en fordel dér. Jeg har prøvet at gå seks omgange, jeg har prøvet at få nogle på hovedet med små handsker – det har han endnu ikke.«

Thorbjørn Boudigaard vandt sin seneste kamp over Giorgi Tevdorashvili i marts 2025. I sin forrige kamp blev Thorbjørn Boudigaard ifølge iagttagere snydt for sejren, da han i november 2024 i Kolding tabte knebent på point til sin ubesejrede landsmand Steffen Røstrøm. 

»Jeg har rakt ud mange gange, men de vil bare ikke have noget med en rematch at gøre. Fint nok – så lader vi den ligge. Det er ikke vigtigere end det. Nu har vi rykket op i sværvægt, og det er her, mit fokus er. Så ’fuck’ det nederlag – selvom det var surt, for jeg er stadig helt uenig i dommernes afgørelse. Det, som jeg fik ud af kampen, er, at jeg ikke skal stille mig tilfreds, når tingene går godt. Jeg skal ikke bare vinde, jeg skal stoppe dem. Jeg skal ikke bare ramme én gang og tænke: Fedt! Jeg skal ramme én gang, og så skal jeg følge op igen. Det gjorde jeg slet ikke i den kamp. Jeg tog den alt for stille og roligt. Det er noget, som jeg har lært af, og som vi har trænet rigtig meget på efterfølgende. Noget af det er også mentalt, og det har vi også haft fokus på de sidste mange måneder,« lyder meldingen fra Thorbjørn Boudigaard.

Den danske bokser ser ingen problemer i, at han nu går op i vægt for at møde svenskeren, som debuterede ved Danish Fight Night og ved den lejlighed vejede godt 99 kilo.

»Jeg har bokset cruiservægt tidligere, men til hverdag vejer jeg ca. 97 kilo og skal tabe mig en del for at komme ned i cruiservægt (90,7 kilo). Nu går jeg i ringen på over 100 kilo, når vi bokser den 31. maj. Jeg har haft masser af tid til at bygge på. Det har altid været planen, at jeg på et tidspunkt skulle op i sværvægt. Det har bare ikke været meningen, at det skulle ske så hurtigt, men når jeg ikke kan få de kampe, som jeg gerne vil have i cruiservægt, så kan jeg lige så godt rykke op, når jeg får muligheden her,« siger Thorbjørn Boudigaard, som også sender anerkendende ord til sin modstander.

»Det er fedt, at han tager kampen. Jeg tager selvfølgelig de hårde og gode kampe. Det er de kort, som jeg har på hånden. Jeg bliver nødt til at tage de kampe, som jeg får tilbudt, og det behøver han jo egentlig ikke. Derfor er det totalt god stil af ham at tage en af de hårde kampe – hatten for det – 100 pct. Det er en publikumssport. Jeg vil også hellere være en del af nogle fede, hårde kampe, hvor det er lidt mere fifty-fifty fremfor matchninger, hvor resultatet er givet på forhånd.«

Thorbjørn Boudigaard forventer en rigtig publikumsfight, som vil glæde tilskuerne i Dansborghallen.

»Publikum kan forvente en veloplagt Thorbjørn, der kommer for at lægge pres fra start og vise, at profboksning er en helt anden verden end amatørboksning. Det bliver en god kamp – det vil jeg i hvert fald gøre mit for,« siger han.

Der er også professionelle kampe med fluevægteren Sofie Rosshaug, letsværvægteren Amre Allman (2-1), super-letvægteren Rasmus Mikkelsen samt sværvægteren Nikolay Piddubnyy (2-0), der skal kæmpe mod Ramiz Hadziaganovic (10-4).

Boksegallaen arrangeres i samarbejde med Hvidovre Bokseklub og vil – foruden de professionelle opgør – også inkludere olympisk boksning (3 gange 3 minutter), hvilket åbner døren for både etablerede navne og fremadstormende talenter.

Stævnet vises direkte på kampsportsplatformen Fightsport.dk

Fakta om Thorbjørn Boudigaard

  • Født: Den 16. marts 2001
  • Opvækst: Skive
  • Nuværende bopæl: Odense
  • Profession udover boksning: Salgskonsulent og boksetræner
  • Højde: 197 cm.
  • Vægtklasse: cruiservægt og sværvægt
  • Professionel karriere: 7 kampe, 5-2 (5 KO).
  • Klub som amatør: BK Limfjord i Skive.
  • Træner: Thomas Macon, Team Kessler Boxing

Velkommen

Log ind med din email