Adel Younes får sin drøm om at blive professionel bokser opfyldt

Adel Younes, som ved hjælp af boksesporten fik brudt med en kriminel fortid som bandeleder, får en opsigtsvækkende debut som professionel bokser den 1. februar ved den store VM-boksegalla i Frederiksberg Hallerne.

At Adel Younes den 1. februar 2020 debuterer som professionel bokser i Frederiksberg Hallerne, er en historie ud over det sædvanlige.

Den 29-årige bokser fra Aarhus besluttede nemlig at skifte kurs i sit liv og satse benhårdt på at leve barndomsdrømmen ud, mens han sad i isolation i Statsfængslet Østjylland i Horsens.

Ved hjælp af blandt andre træner Thomas Povlsen, som med base i Aarhus træner de hjemlige boksestjerner fra Danish Fight Night-stalden herunder EM-udfordreren Enock Poulsen og IBF Baltic-mesteren Jeppe Morell, fik Adel Younes det afgørende skub i den rigtige retning, og han har den seneste lange periode trænet benhårdt i træningslokalet.

Thomas Povlsen fik for et par år siden via sit arbejde for Kriminalforsorgen helt ekstraordinært adgang til at tale indgående med den tidligere bandeleder i et af Danmarks mest lukkede fængsler. Det blev et afgørende vendepunkt for Adel Younes, som på mange måder var blevet opgivet af systemet.

”Det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Det er det her, som jeg har drømt om, siden jeg var lille. Nu er jeg endeligt nået hertil,” fortæller Adel Younes, som uddyber sit møde med sin træner:

”Jeg har været ude i en masse kriminalitet. Jeg sad i fængsel, da Thomas Povlsen kom og besøgte mig. Jeg manglede nogle måneder, inden jeg skulle løslades. Så spurgte han mig, om jeg ville ikke forandre mit liv. Han havde hørt, at jeg var god til at bokse, og han begyndte at fortælle mig, at jeg kunne blive til noget stort. Han fik mig til at tænke positive tanker. Jeg begyndte at tænke over tingene og droppede de negative tanker. Det er det her, som jeg altid har villet. Der har været mange forhindringer, men det er det her, som jeg går efter nu.”

Adel Younes trænede på livet løs i fængslet, og Thomas Povlsen benyttede sin adgang til fængslet til at træne bokseteknik med den tidligere bandeleder, og omverdenen begyndte at tro på projektet, da de kunne se, hvordan det forandrede hovedpersonen.

Adel Younes, som også gik til boksning i drengeårene, har i voksenrækkerne kun haft en enkelt amatørkamp, som han vandt og gjorde det rigtig godt i. Men Thomas Povlsen betragter Adel Younes som en usleben diamant, der i boksemæssig sammenhæng er blevet overset i alt for mange år.

”Han mangler selvfølgelig en masse bokseerfaring og rutine, men hvis han bygges op på den rigtige måde, så er han stilmæssigt en spændende dansk Mike Tyson-type, der er stor, stærk og hårdtslående. Han har en underholdende stil, og han er typen, der ikke er bange for at gå ind og slå på tæven,” lyder meldingen fra træningslokalet i Aarhus.

Adel Younes, som fremover forventes at bokse i mellemvægt eller super mellemvægt, forklarer, at han også har vist sit værd i træningssalen med et enormt mod og en kolossal viljestyrke. 

”Jeg har været på forskellige træningslejre i andre lande, blandt andet i Thailand. Thomas har også set mig sparre, og jeg har stillet op til sparring mod enhver bokser. Om de andre har haft 100 eller 200 kampe, så har jeg altid stillet op. Jeg er ligeglad, hvem du er, og hvor mange kampe, du har haft: Mig kan du ikke køre over. Dét har altid været min indstilling. Jeg har ikke bare snakket, men jeg har også bevist det. Der er selvfølgelig folk, der tænker, at ’ham dér, han kommer bare og tror, at han kan det hele’. Men jeg har vilje, og tror på mig selv, og min træner Thomas har bakket mig op hele vejen,” forklarer Adel Younes, som også har Mike Tyson som sit boksemæssige idol.

At boksedrømmen udleves med flere års forsinkelse skyldes som sagt, at Adel Younes efter en hård barndom røg ud i kriminalitet tidligt i ungdomsårene med diverse ophold på socialpædagogiske institutioner.  

På et tidspunkt som 15-årig opstod der en gylden mulighed for at vende tilbage til boksningen og en helhjertet satsning på sporten, da han fik tilbud om en plads på et opholdssted i Nordsjælland, som blandt andet omfattede overlevelsesture, boksetræning og en 3 måneder lang boksetræningslejr på Cuba. 

”2 dage før jeg skulle afsted, fik jeg at vide, at der alligevel ikke var plads på opholdsstedet. Det blev jeg meget ked af og frustreret over. Det endte med, at jeg kom et helt andet sted hen, hvor jeg ikke blev behandlet godt,” forklarer Adel Younes i det, der må betegnes som lidt af en underdrivelse. 

Det nye opholdssted blev nemlig efterfølgende stærkt kritiseret i en DR-dokumentar, ”Isolation, straf og ydmygelse”, fra 2011 og omtalt som et sted, der i flere tilfælde brugte, hvad eksperter beskrev som torturlignende metoder over for utilpassede unge. Det hjalp i hvert fald ikke Adel Younes på rette vej, og han fortsatte i stedet en vej ind i bandemiljøet.

Den tid er imidlertid forbi. Takket være boksesporten og det skelsættende møde med boksetræneren. 

”I dag arbejder jeg på et plejehjem, og jeg bruger resten af tiden på boksetræningen. Det er det her, jeg vil. Jeg har en masse gode mennesker, der bakker mig op og tror på mig,” forklarer Adel Younes, som i det nye kapitel af sit liv satser på at være en positiv rollemodel og vise venner og bekendte og hele bokse-Danmark, hvad han kan, når det går løs den 1. februar i Frederiksberg Hallerne.

Hovedkampen den 1. februar bliver som bekendt IBF VM-kampen i fjervægt mellem den danske VM-udfordrer Sarah Mahfoud og den argentinske verdensmester Brenda Carabajal. I alt ventes der 7-8 kampe på programmet, og information om de øvrige kampe og boksere vil blive offentliggjort snarest.

Billetsalg (åbnes om få dage): www.ticketmaster.dk

Læs om Danish Fight Night på Facebook: https://www.facebook.com/DFNboksning