Enock Poulsen drager til EM-kamp og PR-fremstød i England

Den danske topbokser Enock Poulsen er sammen med Bettina Palle inviteret til England for at blive præsenteret og for at se sin kommende EM-modstander i aktion.

Fredag morgen flyver boksepromotor Bettina Palle og den tidligere danske europamester Enock Poulsen til England og tager derpå turen til Wolverhampton, hvor de lørdag aften skal overvære et boksestævne med to EM-kampe på programmet.

Lørdag aften i Wolverhampton, England bokser det store britiske boksehåb Adam Azim nemlig om EM-titlen i super letvægt mod den regerende franske europamester Franck Petitjean, og det er på forhånd afgjort, at Enock Poulsen skal møde vinderen af opgøret inden udgangen af februar måned.

»Det er det britiske boksepromotionsselskab Boxxer og tv-stationen Sky Sports, der har inviteret Enock Poulsen til de britiske øer, så han blive præsenteret for det britiske boksepublikum som den næste EM-udfordrer. Der er meget store forventninger til Adam Azim, som de satser stort på, og det er ingen hemmelighed, at vi også håber på en sejr til englænderen, da det er den kamp og modstander, der vil være både sportsligt og økonomisk mest interessant for Enock,« siger Bettina Palle med henvisning til, at Enock Poulsen allerede har besejret franskmanden, da han i 2022 vandt samme EM-titel i Frederiksberg Hallerne.

Enock Poulsen afgav frivilligt titlen tidligere på året. Franck Petitjean erobrede bæltet ved at besejre en spansk modstander, og sidenhen dekreterede det europæiske bokseforbund, EBU, at Petitjean skulle forsvare titlen mod Adam Azim, inden vinderen skal forsvare bæltet mod Enock Poulsen. Der vil undervejs i processen ikke blive tilladt frivillige titelforsvar, har EBU bekræftet i et brev til alle lejre.

Adam Azim betegnes som sagt af mange som et af de helt store britiske boksehåb. Efter blot 9 kampe er den 21-årige bokser allerede er placeret som nummer 9 på WBA’s verdensrangliste og skal altså nu bokse om EM-titlen.

Enock Poulsen glæder sig til at overvære EM-kampen, ikke mindst fordi han kan benytte lejligheden til at nærstudere sin kommende modstander. 

»Det giver mig en mulighed for at se min kommende modstander an og se, hvad han kan i en boksering. Det bliver forhåbentligt Adam Azim, der vinder. Han er meget hypet i England, men han er ung og har aldrig prøvet at bokse mod en type som mig. Han tror sikkert, at han er større, end han er, så jeg vil gerne vise, at jeg kan sætte ham på plads og selv etablere mig på den store scene,« siger Enock Poulsen.

Efter turen til England skal Enock Poulsen en tur til Cuba, hvor den står på hård træningslejr, så han kan blive klar til de store opgaver i 2024.

»Jeg tager til Cuba og skal træne hårdt op til min næste kamp. Min træner, Israel Garcia Arozarena, er fra Cuba, og nogle af de bedste boksere i verden – i hvert fald i amatørrækkerne – kommer fra Cuba. Jeg kommer til at være væk fra Danmark i en periode, så jeg kan fokusere på forberedelserne, og det tror jeg vil være godt for mig. Jeg tror på mig selv og vil sørge for at være topform, når det gælder, så jeg kan blive klar til min kamp og virkelig vise, hvad jeg er bygget af,« siger Enock Poulsen.

Enock Poulsen og Bettina Palle er tilbage igen i Danmark på søndag, og herefter får Bettina Palle nok at se til med at arrangere den næste udgave af Danish Fight Night, som finder lørdag den 13. januar i Royal Arena, hvor der ventes ca. 9 kampe på programmet.

Fakta om Enock Mwandila Poulsen

Født: Den 24. juli 1992 i Lusaka, Zambia
Opvokset i Hårslev på Nordfyn
Nuværende bopæl: Aarhus
Vægtklasse: Super letvægt (63,5 kilo)
Højde: 176 cm
Rekordliste: 14-0 (5 KO)
Rangeringer: Næste obligatoriske udfordrer til EM-titlen (EBU)
Titler: Tidligere europamester hos European Boxing Union (EBU) i super letvægt. Forhenværende EU-mester hos EBU og forhenværende IBF juniorverdensmester i super letvægt.
Cheftræner: Israel Garcia Arozarena
Debutkamp som professionel: 29. oktober 2016
Amatørkarriere: 87 kampe, 68 sejre
Nordisk, dansk og jysk mester i letweltervægt.

Foto Credit Morten Rygaard / Royal Arena