Enock Poulsen opgiver EM-titlen - for en stund - og bokser opbygningskamp i Royal Arena

Ekstra bonuskamp: Den danske europamester, der er aktuel i ny dokumentarfilm om sin boksekarriere, har truffet en vigtig beslutning og er overraskende med på boksestævnet fredag aften.

Nok så overraskende er der udsigt til, at den danske europamester Enock Poulsen fredag aften kommer i kamp – for første gang i 13 måneder - i Royal Arena i en seks-omganges-kamp. Det sker som følge af, at Enock Poulsen har valgt at droppe det europamesterskab, han vandt den 21. april 2022.

Adskillige gange har han fået udsat sit titelforsvar af EM-titlen, og senest var et titelforsvar fastlagt til den 10. juni i Paris mod franskmanden Franck Petitjean, men Enock Poulsen har tidligere på måneden blandt andet været ramt af bihulebetændelse og været på medicin. Derfor ville han ikke kunne nå at vende tilbage i absolut topform til en titelkamp over 12 omgang allerede om tre uger.

Enock Poulsen kunne givetvis have kæmpet for at få en udsættelse af kampen, den første fra dansk side, men så ville han igen kunne blive offer for lunefuld stævneplanlægning og samtidig være låst fra at bokse opvarmningskampe i mellemtiden. Efter drøftelser med EBU er Enock Poulsen imidlertid blevet stillet i udsigt, at han bliver udpeget som officiel udfordrer til den kommende europamester, hvilket sandsynligvis sker i anerkendelse af, at han inden sit eget afbud selv havde været udsat for hele fem EM-aflysninger. Aftalen betyder, at han er sikret en ny EM-kamp inden for overskuelig fremtid mod vinderen af kampen mellem Franck Petitjean fra Frankring og den nye udfordrer Samuel Molina fra Spanien.

Selvom det er et stort personligt tab frivilligt at give afkald på EM-bæltet på denne måde, så kan Enock Poulsen glæde sig over, at han trods alt vinder sin frihed tilbage, idet han ikke længere er låst, men nu kan få mulighed for at bokse andre kampe i mellemtiden.

»Det er over et år siden, jeg sidst har bokset kamp. Derfor er det meget nærliggende, at jeg benytter mig af denne mulighed og pause til at komme i gang igen og få nogle kampe, så jeg kan starte på en frisk. Jeg vurderer, at det er meget vigtigt, at jeg kan få kampe inden en stor titelkamp, så jeg føler, at det er det rigtige at gøre i stedet for at gå direkte ind i en EM-kamp. Nu skal jeg først lige bygges op igen. Jeg ville ikke kunne blive verdensmester i dag, men jeg har trænet så meget, som det nu var forsvarligt at gøre ift. min sygdom, så jeg er på rette spor i forhold til kampformen,« siger Enock Poulsen, som ser tilbage det seneste år med blandede følelser:

»Det har været megahårdt og frustrerende. Jeg har flere gange hevet fat i Bettina Palle og sagt, at vi burde droppe den EM-kamp og i stedet komme videre med min karriere, for jeg har ikke kunnet træne op til noget som helst uden at føle, at det var spildt med de fem franske aflysninger. Jeg har ikke bokset i over et år, så nu glæder jeg mig til endelig at kunne vise mig frem igen for det danske boksepublikum, og så ser jeg frem til at bokse titelkampe, når jeg er helt på toppen igen. Endelig kan jeg træne op til noget og stille og roligt bygge min karriere op igen,« siger Enock Poulsen.

Kampen fredag aften vil også give ham muligheden for at teste den skulder, som gik af led hele tre gange i den dramatiske EM-kamp mod Franck Petitjean i 2022.

I det modsatte ringhjørne venter Nika Iudovi fra Georgien. Med en rekordliste på 4 sejre og 6 nederlag kan hans CV ikke sammenlignes med Enocks, men georgieren har bokset alle sine kampe (på nær to) i super weltervægt, som er to vægtklasser over Enock Poulsen. De to boksere mødes derfor på en såkaldt catchweight i en kamp, hvor Enock Poulsen altså fysisk set er den lille. Georgieren gik i sin seneste kamp tiden ud mod belgieren Amaury Massenaux (11 sejre og 1 nederlag).

Udover at komme i kamp glæder Enock Poulsen sig over, at han både har fået en ny træner i den cubanskfødte Israel Garcia Arozarena, og at der lige har været premiere på en ny dokumentarfilm om hans eget liv som bokser.

»Israel og jeg, er et rigtig godt match. Vi passer perfekt sammen, og han er en virkelig dygtig træner. Han tænker i forvejen boksning på samme måde, som jeg bokser på. Han er flink som menneske, men er samtidig hård til træning og presser mig til det yderste,« lyder meldingen fra Enock Poulsen.

Dokumentarfilmen “Enock - Kamp & Kærlighed” havde gallapremiere i Aarhus i denne uge, og det er en fascinerende fortælling om en elitesportsmands kamp for at opnå sin drøm, hvad end det kræver.

»Jeg er virkelig stolt over filmen. Filmholdet har fulgt mig i over fire år op til min kamp om europamesterskabet, og det er blevet til en rigtig god og rammende fortælling om, hvad man kan gennemgå som sportsudøver - men også som menneske generelt - af op- og nedture her i livet,« fortæller Enock Poulsen.

Fra den 30. maj kan alle leje/købe filmen via Blockbusters hjemmeside

Nu gælder det dog boksestævnet fredag aften i Royal Arena. Der er hele 12 kampe på programmet, og hovedkampen er opgøret mellem Oliver Meng og Khalil El Harraz om WBA Continental Europe-titlen i super-weltervægt.

Boksestævnet kan streames gratis på Pluto TV Sport. Pluto TV kan hentes som app eller ses via www.pluto.tv. Pluto TV kan nemt tilgås og streames gratis på tværs af mobil, web, smart tv og tilsluttede tv-enheder. Uden log in.

Køb billetter