Oliver Meng er klar til kamp mod offensiv og modstandsdygtig italiener

Det danske boksehåb, som vandt titelkamp over 12 omgange ved det seneste Danish Fight Night-stævne, skal på ny kæmpe mod en hærdet italiener, når det går løs i Royal Arena den 7. oktober.

Det er ingen hemmelighed, at den danske super-weltervægter Oliver Meng har mødt overordentligt hårdføre boksere i sine seneste kampe.

De seneste fire modstandere (Khalil El Harraz, Eslih Owusu, Wallison Fagundes og Vasyl Kurasov) har det til fælles, at de aldrig nogensinde er blevet stoppet før tid.

Oliver Mengs modstander den 7. oktober, Mirko Di Carlantonio fra Italien, er heller aldrig blevet knockoutet. Kun en enkelt gang har han forladt ringen som taber før tid, og det var fordi stævnelægen stoppede kampen på grund af en øjenskade i et titelopgør mod hans ubesejrede landsmand Simone Giorgetti.

Meget tyder derfor på, at Oliver Meng, som er ubesejret i 11 kampe, måske igen skal ud på den fulde distance for at hive en sejr hjem over italieneren, som har 16 sejre i 28 kampe herunder fem titelkampe over 10 omgange.

»Jeg tænker, at det bliver en hård modstander igen. Han har mere erfaring end mig. Han har bokset mange kampe, men er kun blevet stoppet en enkelt gang på grund af en øjenskade. Jeg tager ikke noget for givet, men glæder mig til at bokse mod ham. Jeg er sikker på, at det bliver en god kamp. Han ligner en stærk mand, der gerne vil slås en del i stedet for at bokse, men det må vi jo tage derfra,« siger Oliver Meng, som vandt WBA Continental Europe-titlen efter 12 hårde omgange over Khalil El Harraz ved det seneste boksestævne i Royal Arena i maj måned.

Sejren gav Oliver Meng en masse erfaring, og den løftede ham også helt op i top-15 på verdensranglisten hos World Boxing Association, som er et af boksesportens fire store anerkendte VM-forbund.

»Det var lidt af en manddomsprøve. Jeg vandt bæltet, og jeg tog en masse selvtillid med mig fra kampen. Det var fedt, for det var en stærk modstander, som jeg var oppe imod. Han var ikke så høj, men han kunne tage nogen på hovedet, og han kunne gå fremad i 12 omgange, så det endte med at blive en hård kamp. Det gav også ekstra erfaring, for jeg tror, at man automatisk kommer til at hvile mere i sig selv under kampene, når man først har prøvet den helt lange distance uden at blive skræmt af det,« siger Oliver Meng.

Han glæder sig også over den flotte verdensranglisteplacering (nr. 15), som dels godkender ham til at kunne bokse om forbundets VM-titel, og som i det hele taget kan åbne nye døre i fremtiden.

»Det er megafedt at se sit navn stå på den liste over de 15 bedste i hele verden. Når man kommer ind på den slags ranglister, får man også ekstra opmærksomhed internationalt. Det er det, der kan føre til større kampe og flere muligheder. Der er for eksempel også flere topboksere rundt omkring i verden, som har skrevet for at høre om muligheder for sparring med mig,« siger Oliver Meng.

Han meddeler samtidig, at han på vej i rigtig god form og har fundet rytmen i træningen, så det hele passer sammen med hverdagen, hvor der også skal være tid til hans lille datter.

Meget snart gælder det dog boksestævnet i Royal Arena.

»Publikum kan forvente at se en god kamp med en stærk modstander, som ikke kommer for at lægge sig ned og hæve checken. Jeg er sikker på, at det bliver en rigtig fed kamp. Vi har begge blod på tanden. Med min placering på WBA’s verdensrangliste, vil han naturligvis være ekstra sulten i forsøget på at tage det, som jeg har. Jeg er naturligvis også sulten og vil vise ham og alle, at jeg er klar til at forsvare min position,« lyder meldingen fra OIiver Meng.

I hovedkampen den 7. oktober stiller Sarah Mahfoud op mod den tidligere mangedobbelte verdensmester Marcela Acuña i en kamp om WBC’s Silver-titel i fjervægt. Udover Oliver Meng er der også kampe med blandt andre Enock Poulsen, Mathias Hansen, Victor Ramon og et spændende opgør mellem Ali Hussein og Yusub Pashaev. Bettina Palle vil desuden løfte sløret for dansk deltagelse i andre profkampe samt - i samarbejde med Herlev Boxing – en række interessante kampe i olympisk boksning.

Danish Fight Night afvikles i Royal Arena Hall, der er en tilpasset og intim version af Royal Arena.

Billetter kan købes via Ticketmaster

TV: Boksestævnet kan ses på Pluto TV Sport. Pluto TV kan hentes som app eller ses via pluto.tv. Pluto TV kan tilgås og streames gratis på tværs af mobil, web, smart tv og tilsluttede tv-enheder. Uden log in.

Fakta om Oliver Meng

Født: 9. juni 1999 (24 år)
Oprindelig hjemby: Gedser
Nuværende bopæl: Kettinge (Guldborgsund Kommune)
Højde: 180 cm.
Vægtklasse: Super weltervægt (letmellemvægt)
Rekordliste som professionel: 11-0 (3 KO)
Titler: Nuværende WBA Continental Europe-mester i super weltervægt efter sejr over Khalil El Harraz i 2023. Tidligere WBC junior-verdensmester i super-weltervægt efter sejr over Eslih Owusu i 2022. Tidligere IBF junior-verdensmester i samme vægtklasse efter sejr over Maono Ally i 2019 (forsvarede efterfølgende titlen en enkelt gang).
Aktuelle rangeringer: Nummer 15 på WBA’s verdensrangliste.
Træner: Morten Meng
Nuværende træningsbase: Sydhavsøernes Bokseklub i byen Våbensted
Klub som amatør: Nykøbing Falster BK
Rekordliste som amatør: 54 kampe (44 sejre)
15 landskampe – 12 sejre
Bronze ved U-17 EM i 2015
Guld ved de nordiske mesterskaber U19 i 2016 og 2017
3 danske mesterskaber og 5 sjællandske mesterskaber som ungdomsbokser
Guld i flere internationale turneringer herunder Golden Olympics Gloves i Estland i 2016.