Stortalentet Victor Ramon vender tilbage til bokseringen i Royal Arena

Den seværdige og karismatiske bokser Victor Ramon fra Aarhus bokser sin tredje kamp som professionel ved det kommende Danish Fight Night-boksestævne.

Super-letvægteren Victor Ramon er dermed tilbage som aktiv bokser, når der den 7. oktober afholdes boksegalla i Royal Arena i København.

Det meddeler promotor Bettina Palle fra Danish Fight Night.

»Victor Ramon, som min far i sin tid hentede over som professionel, er fri for skader og har meldt sig klar til kamp igen. Det glæder mig meget, for Victor Ramon er en meget dygtig, seværdig og karismatisk bokser. Han har talentet til at drive det vidt, og han kan med sin boksestil helt sikkert give publikum en rigtig god oplevelse,« siger Bettina Palle.

Victor Ramon er ubesejret i to kampe som professionel og har vundet 17 ud af 19 kampe som amatør. Han slår hårdt og tørt. Fra overraskende vinkler. Han har samtidig et fremragende overblik.

Den vellidte nævefægter trænede i 2022 op til at skulle bokse på VM- og EM-stævnet, hvor Enock Poulsen vandt europamesterskabet, og Sarah Mahfoud forsvarede sin VM-titel mod tyske Nina Meinke. En skulderskade fra et trafikuheld brød imidlertid op under forberedelserne, og det førte til et afbud samt en ny lang pause fra ringen. Den gamle skade mærker Ramon dog ikke mere til, og bokselysten er større end nogensinde. Allerede før det seneste boksestævne i Royal Arena aftalte han derfor med Bettina Palle, at han skal i ringen, så snart han er i topform igen. Det er han med garanti den 7. oktober.

»Jeg har været ufrivilligt ude af ringen på grund af en skulderskade fra et trafikuheld, men jeg har efterhånden fået godt styr på den og mærker ikke mere til den. Jeg har samtidig holdt træningen ved lige i hele kamppausen og glæder mig bare til at gøre comeback i den store arena. Det lader til, at Bettina Palle vil lave nogle rigtig flotte stævner sammen med Royal Arena og samtidig bygge nye boksere op, og det er fedt at være én af dem, der satses på,« siger Victor Ramon, som især glæder sig til at blive vist frem for et større publikum.

»Det giver ekstra blod på tanden, når det skal foregå på den helt store scene. Det virker til, at interessen for boksning herhjemme igen er voksende. Det gør bare, at jeg har endnu mere lyst til at vise, hvad jeg kan og give publikum et flot show. Jeg forventer et fedt stævne med masser af opbakning og en fed atmosfære, som gør, at man kan yde endnu mere. Jeg vil give fansene og alle dem, der kommer for at støtte mig, en fed kamp, hvor der virkelig bliver gået til stålet. Det er mit håb, at jeg får lokket en masse mennesker med fra Aarhus. Planen er så at vise alle folk i arenaen den bedste side af mig. Jeg håber, at de vil nyde det.«

Udover at holde sig i god fysisk form arbejder Victor Ramon som boksetræner i Rules Boxing Club i Aarhus. Den 7. oktober sekunderes han af sine trænerkollegaer Daryoush Roozbahane Sørensen, som tidligere har været tilknyttet det danske bokselandshold, og englænderen James Hare, som selv er tidligere professionel bokser med 37 kampe (og kun tre nederlag), og som i 00’erne blev både EU-mester, Commonwealth-mester samt WBF-mester i weltervægt.

»Mit liv drejer sig om boksning, fra jeg står op om morgenen – til jeg går i seng om aftenen. Det er fedt, at man kan leve af noget, som man elsker. Mine to nye trænere er også med i den bokseklub, hvor jeg træner til daglig. Det er dejligt og praktisk nemt, når vi ser hinanden næsten hver dag. Vi er i gang med forberedelserne, og det bliver rigtig godt, fordi de har masser af ekspertise og erfaring. Jeg føler også, at jeg med alderen er blevet mere robust både fysisk og psykisk, så jeg er ret optimistisk i forhold til fremtiden,« lyder det fra den 24-årige Aarhus-bokser.

Udover Victor Ramon er der også udsigt til spændende kampe med blandt andre Sarah Mahfoud, Enock Poulsen, Oliver Meng og Mathias Hansen.

Bettina Palle forventer i skrivende stund 8-9 professionelle kampe samt tre amatørkampe, og hun vil løfte sløret for de enkelte kampe i den kommende tid.

Der er allerede åbnet for billetsalget til boksestævnet den 7. oktober via Ticketmaster.

Køb billetter

Danish Fight Night på Facebook

Fakta om Victor Ramon

* Født: 22. februar 1999 (24 år), Frederikshavn
* Søn af en dansk mor og en halvt dansk/halvt spansk far, der var restauratør i Frederikshavn
* Nuværende hjemby: Aarhus
* Uddannelse/arbejde: HF-uddannelse på VUC i Aarhus. Boksestræner i Rules Boxing Club.
* Højde: 179 cm.
* Vægtklasse: Super-letvægt
* Rekordliste: 2-0
* Professionel debut: 15. juni 2019 i Randers
* Trænere: Daryoush Roozbahane Sørensen og James Hare
* Oprindelig klub som amatør: Champs Camp i Aarhus
* Amatørkarriere: 19 kampe, 17 sejre. Jysk mester U19 (2017)