Fornem hæder til Bettina Palle: Optaget i kvindeboksningens Hall of Fame i USA 🥊💥
Den danske boksepromotor Bettina Palle har opnået en markant international anerkendelse ved at blive optaget i International Women’s Boxing Hall of Fame (IWBHF) i USA. Indskrivningen markerer en ny milepæl i hendes mere end 25-årige karriere som promotor og manager inden for boksning.
Den officielle ceremoni finder sted lørdag den 10. oktober 2026 på Orleans Hotel & Casino i Las Vegas, Nevada, hvor Bettina Palle vil blive fejret sammen med 16 tidligere kvindelige boksere og pionerer samt fire personligheder, der har bidraget til sporten uden for ringen. Festens hovedtaler bliver Laila Ali, datter af Muhammad Ali og selv optaget i Hall of Fame i 2015.
»Det er en stor ære bare at blive nævnt blandt så mange dygtige kvinder og dedikerede personer i sporten. Jeg er ydmyg og meget glad for, at mit arbejde for kvindeboksning bliver anerkendt på denne måde,« siger Bettina Palle.
Bettina Palle blev født ind i bokseverdenen og trådte officielt ind i sin fars promotorfirma i 1992. Efter Mogens Palles helbredsproblemer overtog hun promotorrollen i 1999, men allerede fire år tidligere havde hun markeret sig som forkæmper for kvindeboksning. I 1995 stod hun og Mogens Palle nemlig bag Danmarks første professionelle kvindekamp, hvor Helga Risøy fra Norge og Diana Dutra fra Canada kæmpede om superletvægtsverdensmesterskabet i WIBF - dengang det største sanktionsorgan for kvindeboksning. Kampen fandt sted i Cirkusbygningen i København og blev en historisk milepæl for sporten i Skandinavien.
I 1996 arrangerede Mogens og Bettina Palle blandt andet en VM-kamp med britiske Jane Couch, som på det tidspunkt kæmpede mod det britiske bokseforbund. Forbundet havde nægtet at udstede hende en bokselicens med den tvivlsomme begrundelse, at hun var kvinde, og at præmenstruelt syndrom (PMS) gjorde kvinder for ustabile til at konkurrere. Sagen endte først i 1998 med en dom til Jane Couchs fordel i de britiske retssystemer.
»Det var min far, der arrangerede de pågældende kampe, men jeg har måske haft en lille indflydelse på, at han gjorde det. Jeg kan nemlig huske, at han til at starte med ikke brød sig om kvindeboksning, men som han sagde: Hvis de virkelig gerne vil, så skal de da have lov til det, og derefter gik han helhjertet ind for det. Han var old-school, men samtidig også frisk på nye initiativer og blev derfor også en pionér indenfor kvindeboksning i Skandinavien i en periode, hvor mange rundt om i Europa stadig foragtede kvindeboksning,« siger Bettina Palle, som tilskriver sin far en stor del af æren for udnævnelsen.
Bettina Palle spillede også en central rolle i at udvikle og promovere kvindelige boksere i Skandinavien, herunder pionerer og profiler som Sengul Ocukcu, Frida Wallberg og Anita Christensen. Hun var samtidig en af blot to kvindelige promotorer i Europa, der tidligt formåede at skabe muligheder for både mandlige og kvindelige boksere i en tid, hvor kvindeboksning stadig var under udvikling. Anita Christensen blev eksempelvis en af Danmarks mest succesfulde kvindelige boksere med de store WBA- og WBC-titler i bantamvægt fra 2006 til 2008, mens hun boksede for Team Palle. I samme periode blev Vinni Skovgaard europamester og boksede ligeledes titelkampe på Team Palle-stævner.
Bettina Palle har senest været involveret i VM-kampe i både ind- og udland med de seneste to danske kvindelige verdensmestre Sarah Mahfoud og Dina Thorslund.
I begrundelsen for optagelsen fremhæves blandt andet Bettina Palles mangeårige indsats:
»Bettina Palle har stået bag verdens- og europamestre og prioriteret kvindeboksning i sit promotorfirma Danish Fight Night. Bettina blev reelt født ind i branchen, og hendes fars vejledning gav hende en tidlig oplæring og den grundlæggende viden, der var nødvendig for at få succes i en mandsdomineret branche.«
IWBHF blev oprettet i 2014 af Sue Fox og Women’s Boxing Archive Network og fokuserer udelukkende på at hylde kvindeboksningens profiler og aktører - og adskiller sig således fra den velkendte International Boxing Hall of Fame (IBHF) i Canastota, USA, hvor Bettina Palles far, Mogens Palle, blev optaget som medlem i 2008.
Bettina Palle afholder sit næste boksestævne lørdag den 22. november i Skansen i Nørresundby, hvor der blandt andet er hovedkamp med Frederik Lundgaard Jensen og deltagelse af flere nordjyske boksere heriblandt den ubesejrede ukrainske sværvægter Nikolay Pidubnyy samt Kasper Bertelsen, Bone Andersen plus flere kampe i både olympisk boksning og professionel boksning. Det sker i samarbejde med Lindholm Bokseklub.