Mogens Palle

Af Danish Fight Night-holdet.

Der bør ikke herske tvivl om, at det er én af boksesportens helt store skikkelser, også på verdensplan, der med det flotte VM- og EM-boksegalla torsdag den 21. april i Frederiksberg Hallerne tager afsked som boksepromotor efter næsten 65 års uafbrudt virke i sportens tjeneste.

Med sin ildhu, vedholdenhed og stædighed har han været med til at holde sporten i live på dansk grund gennem en menneskealder. Han har overlevet flere krisetider og formået at bygge sine boksere op til et højt internationalt niveau og gennem årene skabt resultater, der er langt større end det, som Danmarks størrelse egentlig berettiger til.

På baggrund af et relativt spinkelt materiale har han været med til at udklække hele 26 officielle europamestre og 8 verdensmestre i de største, anerkendte VM-forbund (WBA, WBC, IBF og WBO) samt en lang række andre mesterskabsboksere.

Han gjorde et overraskende comeback i december 2015, og den 21. april 2022 skal Danmarks første verdensmester hos IBF, et af de store, anerkendte VM-forbund, Sarah Mahfoud i Frederiksberg Hallerne forsvare sin VM-titel mod den officielle udfordrer Nina Meinke fra Tyskland. Samme aften kan Enock Mwandila Poulsen blive Danmarks 25. europamester på herresiden og erobre det samme prestigefyldte mesterskabsbælte, som hjemlige danske stjerner såsom Børge Krogh, Tom Bogs, Jørgen Hansen, Hans Henrik Palm og Gert Bo Jacobsen i sin tid vandt.

Det er objektivt set en sjældenhed og en meget stor begivenhed, for hvornår er der sidst på dansk grund arrangeret et boksestævne med både en officiel VM-kamp i et af de store forbund samt en officiel EM-kamp på programmet? Vi skal hele 13 år tilbage til den 21. juni 2008, da Mogens Palle med sin datter Bettina Palle lavede et stort stævne i Brøndbyhallen med Mikkel Kessler, der boksede VM-kamp og Vinni Skovgaard, der boksede EM-kamp.

Ude i den store bokseverden har der altid været stor respekt og anerkendelse for hovedpersonens bedrifter og metier. I 2008 modtog Mogens Palle således sit fags ypperste udmærkelse, da han foran tusinder af tilskuere blev indskrevet i boksesportens officielle Hall of Fame (IBHOF) i Canastota, New York som den eneste dansker i nyere tid. I begrundelsen for valget af Mogens Palle henviste IBHOF blandt andet til de mange flotte sportslige resultater og bedrifter samt, at Mogens Palle »i et halvt århundrede har holdt boksningen i live i Danmark, Norge og Sverige.«

Manden bag det hele påbegyndte i sin tid sin uddannelse som værktøjsmager og maskinarbejder hos Ingeniørforretningen Trium på Nørrebro, men selvom han pligtopfyldende gennemførte uddannelsen, vidste han allerede efter første dag på arbejdet, at hans hjerte befandt sig et andet sted. I bokseverdenen. Han var selv en aktiv og talentfuld udøver af sporten i Bokseklubben Hermod, men måtte stoppe karrieren tidligt på grund af et begyndende mavesår. Passionen for boksningen var imidlertid så stor, at han i stedet satte sig for at arbejde med sporten og hjælpe andre boksere, der havde et håb og en drøm.

Han var blot 23 år, da han gamblede sine sparepenge og blev en del af den promotorvirksomhed, som i november 1957 forsøgte at genrejse dansk boksning med et stævne i K.B. Hallen på Frederiksberg. Der havde ikke været afholdt professionel i Danmark i de foregående 3 år. Datidens rivaliserende promotorer, brugtvognsforhandleren Bernhard Madsen og møbelhandleren Valdemar Christiansen, som alt i alt havde skabt to danske europamestre, var løbet sur i det.

En trio stod bag det nye initiativ: Ekseuropamesteren Jørgen Johansen samt Mogens Palle og sidstnævntes far, tømrermester Thorkild Palle. Jørgen Johansen var den mest kendte af de tre og startede med at være ansigtet udadtil. Mogens Palles far havde til gengæld den praktiske erfaring med at afholde boksestævner fra sin formandstid i Hermod. Når Thorkild Palle, som selv byggede staldens boksering i træ, i årene forinden lejede KB Hallen eller Idrætshuset og arrangerede velkomponerede amatørstævner, var der ofte udsolgt, og den lokale klub kunne dermed indkassere et stor økonomisk overskud. 

Selv holdt Mogens Palle sig i starten mest i baggrunden i offentligheden, men i sjæl og sind brændte han for boksningen. Han var manden med idéerne og initiativerne. Det var reelt også Mogens Palle, der under en fodboldkamp i Idrætsparken foreslog sin far, at de skulle gå i kompagniskab med Jørgen Johansen og få stablet en ny dansk æra for professionel boksning på benene. Han var dels ked af, at hans far trods de vellykkede amatørstævner og det bugnende overskud i BK Hermods klubkasse ofte modtog kritik af en bagstræberisk klubbestyrelse med notoriske brokkehoveder. 

»Hvorfor finder du dig egentlig i det? Hvorfor gider du høre på alt det vrøvl? Hvorfor laver vi ikke bare vores egen stævner selv,« spurgte han sin far.

Weltervægteren Christian (Gentleman Chris) Christensen fra Frederikssund var netop vendt hjem fra et længere ophold med kampe i USA, mens mellemvægteren Martin Hansen var vendt hjem fra et tilsvarende ophold i England. Med de to hovedkæmpere tilbage i Danmark var timingen perfekt til at kickstarte dansk professionel boksning, som ellers var i fare for at forblive stendød.

Premiereaftenen blev en kæmpe succes. Publikum havde savnet den professionelle del af boksesporten. Over 5.000 tilskuere troppede op i KB Hallen for at overvære stævnet med fire kampe på programmet. Det er så længe siden, at kun en enkelt af de otte boksere fra debutstævnet den 7. november 1957 er i live i dag. Lajos Flesser, en ungarer, som i 1956 flygtede til Sverige via Danmark, tabte den aften i KB-hallen sin kamp på knockout, men har levet et godt liv siden i Sverige og kan se tilbage på en flot karriere som anerkendt og succesrig kunstmaler.

Rutinerede Chris Christensen, som boksede hovedkamp, var staldens første danske bokser, som blev rangeret på europaranglisten af de store europæiske sportsaviser. Selvom han i perioder var en fri agent, der kunne bokse på forskellige promotorers stævner, så var det på et Mogens Palle-stævne, at han fik chancen for at blive europamester og også erobrede titlen i mellemvægt i 1962, da modstanderen på spektakulær vis blev diskvalificeret.

Trioen fortsatte ufortrødent med at arrangere stævner, indtil diverse stævneunderskud og uoverensstemmelser fik samarbejdet til at ramle. Fra starten havde det kun været Jørgen Johansen, der havde haft professionel stævnelicens. Han opfordrede i en periode den initiativrige Mogens Palle til at søge sin egen licens, idet han selv overvejede at trække sig fra sporten. Da den unge ildsjæl endelig tog sig sammen til at gøre det og præsenterede Johansen for sine planer, endte det alligevel med, at Johansen blev rasende. Herpå startede en hård periode, hvor Mogens Palle og kørelæreren Jørgen Johansen reelt konkurrerede med hinanden og arrangerede hver deres stævner. De københavnske avisers sportsredaktører havde dengang stor indflydelse på, hvem der fik succes og fiasko. Jørgen Johansen blev i starten støttet af den magtfulde sportsredaktør Børge Munk Jensen og Danmarks daværende største sportsavis B.T., mens Mogens Palle måtte »alliere« sig med Ekstra Bladet, som dengang var noget mindre end B.T., men som voksede sig større i de år.

Promotorkrigen kostede begge promotorer penge. Udgifterne blev presset gevaldigt op, når der skulle skrives kontrakt med landets bedste boksere. Promotorerne kæmpede om det samme publikum på et mættet marked. Mogens Palle skrev kontrakt med Leif Schmücker og Erik Jørgensen og havde desuden aftaler med navne som Teddy Lassen, Sander Bonde, Finn Jensen og Kjeld Larsen, der fik gager langt over markedsværdien. Der blev afholdt en række fine stævner, men Mogens Palle tabte alligevel en masse penge i de år, og i sæsonen 1963-64 arrangerede han otte stævner, som allesammen gav underskud. Det var underholdende nok, men han manglede det helt rigtige navn, der kunne blive et hit hos publikum. 

Her kunne bokseventyret have sluttet. 

Vedholdenhed, selv når det ser sortest ud, har imidlertid altid været en af Mogens Palles største styrker. Flere gange, når sporten har været sendt til tælling, har han taget meget store chancer og opnået succes imod alle odds. Dengang i 1960’erne satsede han på at holde skruen i vandet, indtil OL i Tokyo i sommeren 1964. Så ventede der nemlig (måske) hele to publikumsmagneter i Børge Krogh og Tom Bogs.

Trods hård konkurrence vandt Mogens Palle krigen om netop de to bokseres underskrift. Kontrakten med Tom Bogs var reelt på plads, før Bogs vendte hjem fra Tokyo. Og den ligeledes hjemvendte Aalborg-bokser Børge Krogh fulgte efter, idet han tog direkte fra OL og lufthavnen i København og ud til Mogens Palle, som boede hos sine forældre. De gik ned i kælderen og spillede billard og blev enige om vilkårene. Nogle dage senere blev kontrakten formelt underskrevet i en B.T.-journalists lejlighed i Aalborg. På vej ud signerede Børge Krogh værtens gæstebog med følgende ironiske bemærkning: »I dag blev jeg solgt til stanglakrids«. Nedenunder replicerede Mogens Palle muntert: »I dag købte jeg for 25.000 kr. stanglakrids.« Det skulle vise sig, at begge parter sammen med Tom Bogs havde gjort en god handel.

Herefter tog succesen fat for den unge promotor, mens Jørgen Johansen endegyldigt opgav promotorkarrieren i 1965. Det tidligere promotormakkerpar klinkede dog skårene og blev senere gode venner igen.

Begge herrer, Krogh og Bogs, debuterede i november 1964 i KB Hallen, og herfra begyndte en decideret guldalder for dansk professionel boksning. De næste mange år væltede det ind med tilskuere, særligt i KB Hallen, som blev dansk boksnings mekka. Det blev »in« at gå til boksning, også i de finere kredse, og der var ofte stævne mindst én gang om måneden. Som regel på torsdage, som var lønningsdag for ansatte på de store københavnske arbejdspladser. Avisernes oplagstal steg markant i dagene omkring stævnedagen. Når Mogens Palle afholdt boksegalla, trykte B.T. og Ekstra Bladet af og til særudgaver, mens de smukke og kendte strømmede til ringside. Bokserne – især Tom Bogs – blev samtidig »hot stuff« i sladderbladene.

Mogens Palle opbyggede i de år et vidtforgrenet netværk af kontakter til agenter, promotorer og managere, der gav ham et eminent overblik over sportens aktører og bokserne i de forskellige vægtklasser. Det gjorde ham i stand til at finde de mest seværdige modstandere til de danske boksere, og dem, der kunne udvikle bokserne bedst muligt. Nogle af modstanderne til de vigtigste kampe rejste han selv ud for at overvære i aktion. Det var før videotidsalderen. Med sit eget blik for boksning og et københavnsmesterskab i bagagen fra dengang det var et prestigefyldt mesterskab at vinde, kunne han sågar træde til i ringen og detaljeret forklare og forberede sine boksere på, hvilken type modstander og stilart, der ventede dem. Det var en særlig indsigt og evne, der senere gjorde ham anerkendt som en af sportens allerbedste matchmakere.

Letvægteren Børge Krogh blev den første europamester, som Mogens Palle selv byggede op fra grunden. EM-kampen kom den 3. november 1966, da det lykkedes Palle at lokke den franske europamester Maurice Tavant til KB Hallen. Alle Danmarks tidligere europamestre (Knud Larsen, Jørgen Johansen og Chris Christensen), som altså stadig kunne tælles på én hånd, var til stede og var med til at hylde den danske udfordrer. Med sydafrikaneren Joe Africa som sparringspartner var Krogh bragt i sin absolut bedste form til titelkampen, og taget lettede, da den danske letvægter efter en teknisk pragtkamp blev erklæret som vinder efter 15 fantastiske omgange og båret i guldstol fra ringen af sine brødre. 

Børge Krogh udtalte mange år senere, at hans bedste minde med Mogens ud over deres fælles ferierejser og mange besøg hos hinanden var netop dér i bokseringen lige efter EM-sejren, da promotoren overrakte ham laurbærkransen: »Det var meget rørende. Han var meget glad. Han krammede mig. Det var helt særligt og fantastisk,« sagde Børge Krogh, som den dag i dag stadig bærer det guldur, som Mogens Palle forærede ham, da den boksende skolelærer afsluttede sin boksekarriere i 1971. »Tak for godt samarbejde,« står der indgraveret.

Umiddelbart efter EM-triumfen i 1966 rangerede boksesportens dengang mest anerkendte magasin »The Ring« Børge Krogh som nummer tre på bladets verdensrangliste – den dengang hidtil bedste placering for en dansk bokser nogensinde. Kort efter var det imidlertid mellemvægteren Tom Bogs, der stjal overskrifterne. 

Den offensive og udholdende fighter med den frygtede venstrehånd blev en publikumsmagnet og Danmarks største sportsidol i mange år. Det hele kulminerede, da han erobrede EM-titlen. Første gang i letsværvægt, da han i 1968 gik en vægtklasse op og knockoutbesejrede mesteren Lothar Stengel i 1. omgang under åben himmel i Idrætsparken. Interessen for boksningen eksploderede efter denne kamp.

Titlen blev forsvaret en enkelt gang, inden Bogs året efter pointbesejrede italieneren Carlo Duran og erobrede EM-titlen i mellemvægt ligeledes i Idrætsparken. Interesserede kunne de efterfølgende dage se eller gense den danske triumf i flere danske biografer.

Tom Bogs medvirkede nogle år efter i en tredje berømt kamp i Idrætsparken, da han boksede VM-kamp mod den argentinske Hall of Fame-bokser Carlos Monzon. Det var en kamp, der med rette kunne kaldes »Århundredets danske boksebegivenhed« i aviserne, og som igen kom i stand efter eminent forhandlingsarbejde af den dengang 38-årige danske promotor, som forhandlede kampen på plads i København med Rodolfo Sabbatini, Monzons agent i Europa.

Over 18.000 tilskuere og 300 journalister og fotografer fra hele verden bidrog til den intense atmosfære under kampen, som blev tv-transmitteret til adskillige lande på Jordkloden.

Allerede før Børge Krogh og Tom Bogs blev europamestre i 1966 og 1968 havde Mogens Palle udover Chris Christensen også kreeret en svensk europamester.

I Sverige havde datidens kendte promotor Edwin Ahlqvist hånligt kaldt den unge Mogens Palle for »pojke promoteren«. I en konkret sag om en ambitiøs svensk bokser med titelambitioner, viste den unge boksearrangør imidlertid sit værd og udstillede sin svenske rival. Edwin Ahlqvist kunne nemlig ikke skaffe en EM-kamp til sin frustrerede landsmand Bo (Bosse) Högberg, som i stedet søgte hjælp hos Mogens Palle.

Efter lidt af en taktisk genistreg og en rejse rundt i Europa lykkedes det Mogens Palle at arrangere en kamp om EM-titlen i letmellemvægt med Högberg som udfordrer til mesteren Bruno Visintin, der i 1965 havde besejret »Gentleman Chris« i en titelkamp. Kampen blev bokset nytårsdag 1966 i KB Hallen. Visintin var særdeles rutineret med knap 100 kampe bag sig og var aldrig tidligere blevet stoppet. Han kunne dog ikke stille noget op mod jernmanden Högberg, og opgav kampen i 7. omgang på grund af en skade.

Med tiden måtte flere professionelle svenske boksere søge mod Danmark for at udleve deres drømme. Det politiske hykleri og moralske selvpineri i forbuds-Sverige kendte ingen grænser. Landets politikere valgte efter en anbefaling fra Nordisk Råd i 1969 at forbyde al professionel boksning. Norge fulgte efter med et tilsvarende forbud i 1981. Det skete med henvisning til de medicinske skadevirkninger, den forrående virkning på publikum« og »uheldige økonomiske interesser«. 

I Danmark og Finland trodsede politikerne imidlertid anbefalingen, og når det lykkedes at redde sporten i Danmark, var det især takket være en energisk indsats fra Mogens Palle, som selv deltog meget aktivt i datidens tv-, radio- og avisdebatter om emnet. Samtidig var sporten blevet så populær herhjemme på grund af stjerner som Børge Krogh og Tom Bogs, at flertallet af politikere heldigvis ikke kunne drømme om at forbyde sporten. Med mange års forsinkelse fandt politikerne i Sverige og Norge da også ud af, at deres forgængere med deres beslutning havde placeret sig på den forkerte side af historien. Det føltes alligevel ikke så tillokkende at være medlemmer af en lille klub af lande som Nordkorea og Iran, der heller ikke tillod professionel boksning.

Inden forbuddet blev indført i Norge, nåede Mogens Palle i samarbejde med sin norske kollega Erik Stenerud og Bjørn Dahl at gøre Svein Erik Paulsen til Norges første europamester efter en titelkamp i Oslo 1974. Den norske super-fjervægter med tilnavnet ”Spiker’n” forsvarede titlen fire gange, og Mogens Palle fik sågar forhandlet en VM-kamp på norsk grund på plads i 1975.

Senere blev også norske Team Palle-boksere som sværvægteren Steffen Tangstad og letsværvægteren Ole Klemetsen europamestre, men de måtte på grund af det politiske forbud bokse deres kampe - og erobre og forsvare EM-titlen - udenfor Norges grænser. Nordmanden Magne Havnaa blev også en stor helt i sit hjemland, da han blev WBO-verdensmester i cruiservægt på dansk grund og efterfølgende forsvarede titlen i Danmark.

Mogens Palle kreerede også en svensk europamester i kongeklassen sværvægt i form af den tårnhøje Anders »Lillen« Eklund, som erobrede titlen to gange. Første gang i KB Hallen i 1985 da han - i en propfyldt arena med vilde og eksalterede norske og svenske boksefans - knockoutbesejrede favoritten og den forsvarende mester Steffen Tangstad. Kampen blev tv-transmitteret direkte til ITV i Storbritannien, og en stor horde af ellevilde svenske fans invaderede ved den lejlighed bokseringen efter den svenske triumf og fejrede den i en sådan grad, at jernkonstruktionen under ringen kollapsede.

Boksefeberen antog kortvarigt nye højder i Sverige, og selveste Olof Palme blev tvunget til at udtale sig til pressen i forhold til den forespørgsel, som Mogens Palle straks efter EM-kampen havde sendt til statsministeren med ønsket om straks at få lovliggjort professionel boksning i landet, så Anders Eklund kunne forsvare sin titel på hjemmebane. Den mission lykkedes ikke, men helt uhørt valgte Sveriges Television (SVT), den nationale public service-udbyder af tv, at fravige sit princip om ikke at vise professionel boksning, da både radio og tv transmitterede den efterfølgende EM-kamp i London mellem Anders Eklund og Frank Bruno.

Steffen Tangstad, som tabte til Eklund, genvandt selv EM-bæltet på ny, og han fik også som Palle-bokser en velfortjent kassekamp i USA, da han boksede om VM-titlen i sværvægt mod Michael Spinks i 1986, mens selveste Mike Tyson optrådte på undercardet.

Det var dog ikke kun nordiske boksere, der supplerede de danske boksere i stalden og bidrog til den høje sportslige kvalitet. Allerede i midten af 1960’erne hentede Mogens Palle et afrikansk verdensnavn i form af super fjervægteren og VM-udfordreren Love Allotey fra Ghana til landet for at levere nogle spændende kampe og højne den generelle standard.

I 1966 var det endda meningen, at superstjernen Sonny Liston, eksverdensmester i sværvægt, skulle have bokset i Danmark. Mogens Palle var blevet europæisk manager for Liston, som desværre for det danske boksepublikum kun kom til at bokse sine kampe i Sverige. Efter avisskriverier i Aktuelt og en kampagne, der spredte sig til de øvrige aviser, spændte den daværende justitsminister K. Axel Nielsen ben for, at Liston kunne bokse i landet på grund en plettet straffeattest. Mogens Palle rykkede i stedet begivenhederne med Liston til nabolandet i samarbejde med den svenske promotor Bertil Knutsson, og Ingemar “Ingo” Johansson, som ligeledes var en god ven af Palle.

Den næste guldalder for dansk boksning blev indledt i 1976, da amatørverdensmesteren Ayub Kalule blev hentet til landet. Den raffinerede højrefodsbokser fra Uganda var en bokseperle, som det danske publikum straks tog til sig. Mogens Palle hentede også Ayub Kalules sparringspartner Mustafa Wassaja til landet, og senere kom letsværvægteren John Odhiambo og amatørverdensmesteren Steve Muchoki til. Den nye strategi med at hente stærke afrikanere til stalden blev iværksat på et tidspunkt, da den hjemlige boksescene befandt sig i sin værste krise i mange år, men den skulle for stor betydning for både nuværende og fremtidige talenter.  

Tom Bogs havde trukket sig tilbage, og hans oplagte efterfølger Poul Knudsen samt weltervægteren Jørgen Hansen havde ikke formået at opnå samme succes som Bogs. Samtidig var Mogens Palle blevet angrebet af Ekstra Bladet, som i 1974 anklagede promotoren for matchfixing i forbindelse med en kamp mellem Poul Knudsen og brasilianeren Juarez De Lima. Påstandene i avisspalterne var tæt på at smadre Palles virksomhed. Mogens Palle endte med at lægge sag an mod avisen, som ikke kunne føre bevis for sine påstande. Det kom undervejs frem, at avisens kriminalredaktion var blevet ført bag lyset af en aktør, som selv ønskede at overtage det danske boksemarked. Mogens Palle vandt på knockout i retten, og avisen måtte nødtvungent indrykke domsafsigelsen i spalterne, mens påstandene blev kendt ubeføjede. Men sagen havde allerede smittet negativt af på stalden, idet publikum fortsat blev væk fra stævnerne. 

Med Ayub Kalules ankomst fik Mogens Palles stald imidlertid tilført en hidtil uset verdensklassekvalitet, som ingen kunne ignorere eller negligere. Publikum begyndte at strømme tilbage for at se det afrikanske fænomen, som allerede tidligt i karrieren besejrede det ene verdensnavn efter det andet. Kalules tilstedeværelse var desuden en genistreg og en gave til dansk boksning, fordi afrikanerens seriøsitet, træningsmetoder og vindermentalitet smittede kraftigt af på staldens øvrige boksere. De nye impulser forvandlede eksempelvis den garvede Jørgen Hansen til en langt stærkere og mere udholdende bokser, der inden længe fik et helt fantastisk gennembrud.

1970’erne var også årtiet, hvor Mogens Palle arrangerede en EM-kamp i sværvægt med Joe Bugner i Brøndby Hallen og en VM-kamp i Forum med den britiske superstjerne John Conteh i en begivenhed, som blev tv-transmitteret til seere over hele verden. Det anerkendte britiske boksemagasin Boxing News rapporterede ofte ringside fra de danske stævner i disse år og berettede om boksning i absolut verdensklasse.

Jørgen Hansen og Ayub Kalule trak fulde huse, og Jørgen Hansen erobrede EM-titlen efter fornemme præstationer i 1977 og 1978. Hansen blev direkte udødeliggjort, da han erobrede titlen for tredje gang med en sejr over storfavoritten Dave »Boy« Green i Randershallen i 1979 i en kamp, som efterfølgende er blevet en klassiker i dansk sports- og kulturhistorie. Danmarks Radio fandt dengang ikke anledning til at købe rettighederne til at tv-transmittere kampen. Mogens Palle hyrede i stedet et tysk produktionsselskab til at tv-producere stævnet, som blev sendt til de britiske seere på tv-kanalen ITV. Derfor huskes begivenheden især for det herlige lydspor med den kendte boksekspert Reg Gutteridge, der eksalteret kommenterede kampen og Jørgen Hansens fantastiske bedrift fra sin plads tæt på ringen. 

»It’s all over, Dave Green has lost the European Championship to thirty-six year old Jorgen Hansen in one of the greatest turn-ups that I’ve known in boxing in 40 years. Unbelievable!«

Den engelske kommentators ophidsede udråb står stadig tydeligt for de fleste, der er gamle nok til at huske Jørgen Hansens største sejr i karrieren. En kamp, hvor han som bekendt var en tur i gulvet, inden han selv stoppede Dave Green i 3. omgang og skabte en af de mest mindeværdige og sensationelle sejre i dansk sportshistorie nogensinde. 

Herefter var det Ayub Kalules tur til at træde i karakter. Allerede fra hans femte profkamp mødte han internationale topnavne. WBA-toppen holdt ham imidlertid hen i over 23 måneder, efter at han var blevet officiel VM-udfordrer til først Eddie Gazo og dernæst japaneren Masashi Kudo. Mogens Palle udstillede hykleriet ved at lade Kalule udbokse de samme modstandere, som Kudo og forgængeren på VM-tronen Gazo havde problemer med at vinde over i deres VM-kampe. 

Den 24. oktober 1979 fik Kalule imidlertid chancen for at erobre titlen på udebane i den japanske by Akita. Gaderne i de fleste danske byer var mennesketomme i en times tid, mens mange butikker og beværtninger holdt lukket, selvom kampen blev vist på tv med fire timers forsinkelse en onsdag eftermiddag. Alle tv-seere kunne se, at Masashi Kudo blev udbokset over 15 omgange, og den første verdensmester på licens hos Dansk Professionel Bokseforbund (DPBF) var dermed en realitet.

Ayub Kalule var ubestridt den bedste i sin vægtklasse - allerede før han blev verdensmester – og indtil han tabte titlen til legenden Sugar Ray Leonard i Astrodome, Houston, Texas i 1981. Kalule gik i ringen berømmet for sine tekniske kvaliteter, men inderst inde var han også en kriger og en kompromisløs fighter, der heller ikke på det punkt blev overgået af mange i 1970’erne og 1980’erne. Han sled og tævede sine modstandere sønder og sammen.

Alle, der var til stede i hallen, husker stadig, da han i Randers i juni 1980 forsvarede VM-titlen, og ved den lejlighed måtte igennem sit livs hidtil vanskeligste kamp. Jugoslaven Marijan Benes var en supermand, som i kraft af en overdådig fysisk kom igen, selvom han vadede ind i en spærreild af stød. Boksereporter Knud Esmann skrev om krigen i ringen, at »Kalule lagde miner ud, der eksploderede overalt, hvor jugoslaven trådte, men Benes blev ved med at kæmpe.« Publikum blev vidner til den måske mest brutale kamp på dansk grund nogensinde. I 13. omgang kapitulerede europamesteren og diskoteksejeren fra Banja Luka verbalt, men kamplederen misforstod signalet og dirigerede de to fightere videre. Kalule måtte stærkt mærket af den forbitrede kamp udmattet hjælpes til omklædningsrummet efter at være udråbt som vinder på point. 

Ayub Kalule var psykisk så stærk, at han kunne lægge sig til at sove i omklædningsrummet i timerne op til en kamp for at lade mentalt op, medens alle andre farede rundt påvirkede af den ophidselse, der altid sniger sig ind. De to andre Team Palle-afrikanere Mustafa Wassaja og John Odhiambo boksede ligeledes VM-kampe, men selvom de ikke blev verdensmestre var deres tilstedeværelse ligeledes med til at højne kvaliteten og skærpe Mogens Palles øvrige boksere i forbindelse med sparring og træning. 

I 1980’erne bevægede Mogens Palle og dansk boksning sig ind i den mere moderne tv-tidsalder. I første halvdel af årtiet producerede han europamestre som Hans Henrik Palm, Gert Bo Jakobsen, Steffen Tangstad, Anders Eklund og Ayub Kalule.

En del af kampene blev tv-transmitteret af DR. Dernæst blev tv-monopolet brudt, og TV 2 kom på banen og indgik tv-stationens første store tv-kontrakt på sportsområdet med netop Palle. Boksningen egnede sig perfekt til det nye moderne format, og seertallene var tårnhøje, når der var boksning på programmet. Eyub Can, Lars Lund Jensen og Racheed Lawal blev europamestre i denne periode, og Gert Bo Jacobsen boksede som den første dansker om IBF’s VM-titel mod amerikaneren Greg Haugen i Brøndbyhallen i en transmission, der blev pakket ind som afslutning på det populære tv-program Eleva2ren.

1980’erne blev også årtiet, som bød på en række spændende rent danske opgør med store titler på spil. I starten af årtiet drejede det sig om de legendariske og medrivende konfrontationer mellem Jørgen Hansen og Hans-Henrik Palm i Brøndbyhallen og KB Hallen i 1980 og 1981. Det var ikke bare almindelige danskeropgør, men handlede vel at mærke om EM-titlen. Og det bælte var også på spil, da Racheed Lawal mødte Lars Lund Jensen ved et stort anlagt dinnerstævne i København i 1988.

Da Johnny og Jimmi Bredahl, som allerede havde vundet EM-titlen, blev WBO-verdensmestre i 1992, rundede Mogens Palle en række andre markante milepæle. Det var det første sportsarrangement i den ombyggede fodboldnationalarena Parken. Det var desuden første gang, at et brødrepar blev verdensmestre samme aften. Nyheden om brødrenes triumf gik hele verden rundt, og seertallene hos TV 2 var helt fantastiske.

Jimmi Bredahls VM-kamp mod Daniel Londas blev i gennemsnit fulgt af 1.538.000 seere, mens lillebror Johnnys VM-kamp mod José Quirino blev set af 1.404.000 seere. 

Senere kom også andre tv-stationer til, TV 3 og TV Danmark, og nye tv-koncepter blev indført. Mogens Palle var eksempelvis den første udenfor USA og Storbritannien, der solgte pay per view-TV til danskerne, da 43.000 købte tv-adgang til stævnet med Brian Nielsen vs. Larry Holmes i 1997.

To fremtrædende medieforskere stod nogle dage før arrangementet frem og advarede kraftigt om, at begivenheden næppe ville få mere end 10.000-12.000 danskere til at betale de 250 kroner, som det kostede at få adgang til tv-billederne. Da det blev offentliggjort, at over 40.000 husstande havde tilmeldt sig, fik piben hurtigt en anden lyd hos de selvsamme forskere: 

»At lægge ud med en kamp med Brian Nielsen som den ene part er rigtig ramt. Hans popularitet i befolkningen er jo helt enorm,« lød den korrigerende melding pludselig fra den ene af de to. 

Fire år senere betalte mere end 75.000 boksefans hver 500 kroner for at få lov til at se Brian Nielsen mod verdensstjernen Mike Tyson i den pengemæssigt største boksebegivenhed på dansk grund nogensinde. 

De to arrangementer bliver næppe overgået, hvis man måler den såkaldte »buy rate«, altså køb i forhold til, hvor mange der egentlig kunne købe adgang til tv-billederne. I dag kan alle med en internetforbindelse reelt købe adgang til store live-begivenheder. I 1997 og 2001 var det kun en lille procentdel af danskerne, der teknisk set kunne købe kampene, fordi det var en besværlig proces, der krævede såkaldte selector-bokse og diverse andet udstyr og modtageforhold. Set i det lys er der tale om helt fantastiske salgsrekorder, og tallene siger noget om, hvor populær en sportsmand som OL-bronzevinderen Brian Nielsen var i den periode. Det var i høj grad ham, der tiltrak sig publikums opmærksomhed som seermagnet.

Netop 1990’erne og starten af 2000’erne må i øvrigt betegnes som Mogens Palles og dansk boksning tredje guldalder. I denne periode vrimlede det med mestre og især en hel del danske europamestre. Danmark sad i to perioder på EM-titler i tre forskellige vægtklasser på samme tid, hvilket var helt uhørt for et lille land med 5 mio. indbyggere.

I perioden 1992 til 2005 havde følgende Team Palle-boksere på et tidspunkt et EM-bælte i hænderne: Racheed Lawal, Jimmi Bredahl, Johnny Bredahl, Søren Søndergaard, Jesper D. Jensen, Ole Klemetsen, Dennis Holbæk Pedersen, Thomas Damgaard, Spend Abazi, Mads Larsen og Rudy Markussen.

Hensynet til helbredet og hjerteproblemer tvang Mogens Palle til at drosle en smule ned, og i 1999 kom Mogens’ datter Bettina til at spille en langt mere fremtrædende rolle i Palle-familiens bokseforetagende, da hun stod i spidsen som promotor, mens Mogens koncentrerede sig om matchmakerdelen. De supplerede hinanden perfekt, og konstellationen kom til at lægge grunden til en række uhyre succesrige år for dansk boksning.

1990’erne var også årtiet, hvor en 19-årig Mikkel Kessler debuterede som professionel. På grund af den massive talentmasse og de mange mestre, kunne han udvikle sig i ly af topnavnene og i ro og mag blive bygget op fra bunden. Han fik tid til at blive modnet og fandt sin egen stil, mens han blev sat op mod mange forskellige typer og stilarter for at ruste ham bedst muligt til fremtiden. Dermed ikke sagt, at Palle matchede sine boksere blødere end andre promotorer. Tværtimod. En del af bokserne erobrede EM-titlen på rekordtid. Thomas Damgaard blev europamester efter 10 kampe. Jimmi Bredahl blev europamester efter 12 kampe. Johnny Bredahl blev europamester efter 14 kampe. Havde man som bokser tilstrækkelig med amatørerfaring i bagagen, blev man som regel matchet hårdere i direkte sammenligning med boksere hos både rivaliserende promotorer på hjemmemarkedet og i resten af verden.

Et af hovednavnene, som også fungerede som mentor for Mikkel Kessler i de år, var netop bantamvægteren Johnny Bredahl, som efter en formidabel indsats blev Danmarks første anerkendte verdensmester i et af de store VM-forbund ved i 2002 at besejre den regerende WBA-verdensmester Eidy Moya i Falconér Centret. Kampen blev transmitteret af TV Danmark, men DR og TV 2 svigtede ved stort set at ignorere begivenheden og den enestående VM-bedrift, som end ikke blev nævnt i DR’s årlige sportskavalkade.

Da Mikkel Kessler erobrede WBA-bæltet i super mellemvægt i 2004 som substitut for Mads Larsen, havde det noget større gennemslagskraft, og Kessler endte med at blive et stort idol herhjemme.

Det blev til en række markante titelforsvar mod Anthony Mundine i Australien og Eric Lucas i Brøndby Hallen inden det historiske unificationbrag i Parken mod WBC-verdensmesteren Markus Beyer, som blev knockoutet i tredje omgang i 2006.

I 2007 blev der stablet endnu en VM-unification-kamp på benene, denne gang mod WBO-verdensmesteren Joe Calzaghe, i Cardiff, Wales. 

Snedig forhandlingstaktik fra Mogens Palles side var med til at sikre den absolut største purse til en dansk bokser nogensinde. Mogens Palle bluffede ganske enkelt og sendte et tilbud til Calzaghes manager, Frank Warren, på astronomiske 27,5 millioner kroner for at komme til København og møde Kessler. Det var dobbelt så meget, som Warren oprindeligt havde tilbudt Kessler-lejren for at komme til Wales. Det fik kort tid efter Warren til fordoble sit bud og foreslå det samme beløb for at få Kessler til Wales, og dermed blev endnu en rekord slået, da Kessler og Calzaghe tørnede sammen foran 50.000 tilskuere på Millennium Stadium. Kessler fik den ultimative paycheck, og Frank Warrens daværende selskab, som også skulle betale Calzaghes løn, gik sidenhen konkurs blandt andet som følge af udgifterne til kampen.

Mogens Palle og hans boksere har rundet flere milepæle på udebane. 

Ayub Kalule blev som bekendt den første Palle-bokser, der erobrede en VM-titel på udebane i 1979. Han blev også den første danske bokser, der med succes forsvarede EM-titlen på udebane i 1985.

Jimmi Bredahl blev den første dansker, der erobrede en EM-titel på udebane, da han efter fejende flot boksning besejrede den regerende mester Pierre Lorcy, verdensranglistens nummer 1, i Paris i 1992. 

Mikkel Kessler blev den første dansker i nyere tid, der forsvarede VM-titlen på udebane, da han besejrede Anthony Mundine i Australien i 2005.

Mange af Palles boksere har ligeledes medvirket i mindeværdige kampe på udebane i EM- og VM-kampe og andre store opgør: Duilio Loi vs. Chris Christensen, Pedro Carrasco vs. Børge Krogh, Carlo Duran vs. Tom Bogs, John Conteh vs. Tom Bogs, Sugar Ray Leonard vs. Ayub Kalule, Michael Spinks vs. Mustafa Wassaja, Ossie Ocasio vs. John Odhiambo, Frank Bruno vs. Anders Eklund, Michael Spinks vs. Steffen Tangstad, Alain Simoes vs. Gert Bo Jacobsen, Giampiero Pinna vs. Eyup Can, Pierre Lorcy vs. Jimmi Bredahl, Oscar De La Hoya vs. Jimmi Bredahl, Paulie Ayala vs. Johnny Bredahl, Arturo Gatti vs. Thomas Damgaard, Sven Ottke vs. Mads Larsen, Amir Khan vs. Martin Kristjansen blot for at vælge et lille udpluk.

Og nogle af klodens største boksenavne – herunder adskillige Hall of Fame-boksere og et utal af verdens- og europamestre – er ligeledes blevet hentet den modsatte vej til Danmark: Eddie Perkins, Emile Griffith, Bruno Visintin, Bruno Arcari, Carlo Duran, Carlos Monzon, Ken Buchanan, Bob Foster, John Conteh, Elisha Obed, Miguel Angel Castellini, Colin Jones, Greg Haugen, Larry Holmes, Tim Witherspoon, Carlos Baldomir, Sugarboy Malinga, Joe Calzaghe, Ray Mercer og Mike Tyson blot for at nævne en lille brøkdel af de store.

Selv »The Greatest« Muhammad Ali optrådte på et Palle-stævne i 1979, da han boksede opvisningskamp i Randers, mens han vel at mærke stadig var regerende verdensmester.

Men lad os skrue tiden frem til december 2015.

Her overraskede Mogens Palle nemlig alt og alle, da han bekendtgjorde sit comeback som promotor - denne gang med Brian Nielsen ved sin side. Ambitionen var den samme som i 1957: At arrangere en række spændende boksestævner og opbygge nye danske boksere, som skulle danne rammen om en ny æra i dansk professionel boksning. 

Planen er lykkedes så langt, at Mogens Palle i denne periode sensationelt har formået at gøre Sarah Mahfoud til Danmarks første verdensmester hos IBF, et af de store VM-forbund, efter blot 10 kampe. Med den dansk-færøske triumf i 2020 før coronapandemien har den danske boksepromotor dermed skabt verdensmestre i alle fire, store VM-forbund. Det er også lykkedes at føre Enock Poulsen frem til officiel udfordrer til EM-titlen efter blot 11 kampe. Det er begge enestående bedrifter al den stund, at det er sket uden hjælp fra tv-stationer og store tv-penge i ryggen.

På forunderlig vis har TV 2 og TV 3’s kanaler de seneste fem år ikke ønsket at vise de bedste danske boksere, når de har været tilknyttet Mogens Palles stald. Også selv når boksernes sportslige niveau og kampenes kvalitet har overgået konkurrenternes. De seneste 15 år er alle VM-kampe (i de store forbund) og EM-kampe på dansk grund eller med dansk deltagelse i udlandet blevet vist i enten TV 2- eller TV 3-regi uanset boksernes køn. Når det ikke sker nu, må der altså være noget andet på spil end kampenes sportslige kvalitet. Enock Poulsen, en ypperlig bokser og stjerne i svøb, der som den første dansker i 4 år har kæmpet sig frem til at dyste om EM-titlen, får dermed slet ikke chancen for at få sit store internationale gennembrudsforsøg vist til et større publikum på dansk tv. Når det sportslige niveau ellers så rigeligt berettiger til at komme på skærmen, må der altså være tale om en form for personlig aversion, boykot eller forskelsbehandling, og det går i sidste endnu ud over bokserne og seerne, som fortjener bedre.

Der har været bitre opgør, og alt har derfor ikke været en dans på roser for den ærekære promoter, som gør en dyd ud af at forsvare sine boksere, hvis han føler, at de blev udsat for dårlig behandling. De fleste havde nok ladet sig pensionere for længst eller fundet på noget andet at bruge deres penge på eller beskæftige sig med, når den første krise indtraf. Det er imidlertid passionen for sporten og bokserne, der har holdt Mogens Palle i gang i alle årene, selvom der også har været modgang, kritik og nogle alvorlige bump på vejen. Han har oplevet alt, man kan opleve i denne branche og kæmpet gennem alle kriserne for at nå de sportslige højdepunkter. 

Landets størrelse taget i betragtning må man erkende og anerkende, at Mogens Palle selv - og senere sammen med Bettina – har opnået meget. Også meget mere, end de fleste andre bokseaktører i resten af verden har magtet. 

Han udfordres aktuelt af en kræftsygdom og diverse andre skavanker, men han fighter alligevel ufortrødent videre. Hans elskede hustru, Lis, døde i 2020, men han har sin datter Bettina, som er medpromotor, og sit barnebarn Christian. Og bokse-Danmark har ham lykkeligvis endnu og kan blandt andet glæde sig til det store VM- og EM-boksestævne torsdag aften, hvor Danmark har mulighed for at få sin 25. europamester på herresiden, når Enock Poulsen skal kæmpe om det berømte blå mesterskabsbælte, og hvor Danmarks første IBF-verdensmester Sarah Mahfoud (måske) kan blive den første dansker, der med succes forsvarer dette VM-bælte. Publikum får blandt andet også mulighed for at overvære et supertalent i form af Oliver Meng, som også bliver spændende at følge i fremtiden.

I de tidlige år fulgte Mogens Palle sine egne stævner fra ringside – nogle gange var han endda selv med som hjælper i ringhjørnet under særlige kampe. Senere trak han sig mere tilbage. I 1970’erne fulgte han nogle gange kampene skjult bag en lille rude bag sidste række på balkon D i Idrætshuset. I den moderne tv-tidsalder har han primært fulgt kampene på en tv-monitor i omklædningsrummet. Uanset hvorfra han følger begivenheden torsdag aften, er der helt sikkert mange, der skænker ham en tanke og gerne vil sige ham stor tak for det kolossale bidrag til dansk sports- og kulturhistorie, som han har leveret gennem årene, inden han giver depechen videre. 

En tak for at have skabt og leveret så mange imponerende resultater, mestre og underholdning til danskerne gennem en hel menneskealder.

Mogens Palles verdens- og europamestre

Officielle verdensmestre (i de fire store VM-forbund: WBA, WBC, IBF og WBO)

Officielle europamestre (European Boxing Union, EBU)

Verdensmestre hos IBO, som i dag betragtes som det femte største VM-forbund

Mestre i øvrige VM-forbund 

Internationale og interkontinentale mestre