Bettina Palle og Royal Arena præsenterer Danish Fight Night den 7. oktober

Der er lagt op til en spændende boksefest med hele 12 kampe i alt i Royal Arena, når Sarah Mahfoud den 7. oktober stiller op mod den tidligere mangedobbelte verdensmester Marcela Acuña i en kamp om WBC’s Silver-titel.

Se kampprogram for Danish Fight Night d. 7. oktober 2023 i Royal Arena

Den tidligere danske verdensmester møder den rutinerede argentiner Marcela Eliana Acuña, som er en af de helt store bokseprofiler på kvindesiden.

De to boksere kæmper i Royal Arena om WBC’s Silver Championship, som i praksis fungerer som en form for VM-kvalifikationskamp til WBC’s store VM-titel. Med en sejr vil vinderen med andre ord placere sig i en yderst fordelagtig position, når WBC skal udpege kommende udfordrere til den nuværende verdensmester.

Marcela Eliana Acuña er en vaskeægte argentinsk bokselegende, som ifølge fremtrædende bokseeksperter er så godt som sikker på optagelse i boksningens Hall of Fame i USA, når hun engang lægger handskerne på hylden. Hun betragtes som en af kvindeboksningens pionéer og har sejre over stærke boksere som Jackie Nava, Mayerlin Rivas, Alejandra Oliveras, Edith Soledad Mathysse, Alicia Ashley, Shannon O’Connell, Yazmin Rivas og mange flere. Hun har blandt andet også besejret Brenda Karen Carabajal, som Sarah Mahfoud blev verdensmester mod i 2020.

Marcela Acuña har samlet set en imponerende rekordliste på 53 sejre, 9 nederlag og 2 uafgjorte med 20 sejre før tid. 25 af kampene har været om VM-titler i de største forbund.

Til sammenligning står Sarah Mahfoud noteret for 13 sejre i 14 kampe, hvoraf tre af disse kampe har været om de store VM-titler.

Siden 1999 har Acuña aldrig tabt en boksekamp med klare pointcifre. Der har udelukkende været tale om knebne pointnederlag. Hun er pt. rangeret som nummer 8 på WBA’s verdensrangliste i fjervægt (57 kilo) samt nummer 3 og 4 på henholdsvis WBC’s og WBO’s verdensranglister i super bantamvægt (55 kilo).

Der venter med andre ord Sarah Mahfoud en meget svær opgave mod en rutineret og durkdreven bokser, som er berømmet for sin meget offensive boksestil og en meget ødelæggende overhåndshøjre, som har gjort livet surt for mange modstandere.

Udover Sarah Mahfoud er der også udsigt til kampe med eks-europamester (og den nuværende officielle udfordrer til EM-titlen i super-letvægt) Enock Poulsen samt 24-årige Oliver Meng, der boksede hovedkamp i Royal Arena den 26. maj, og nu ligger nummer 14 på WBA’s verdensrangliste. De møder begge italienske modstandere.

Danmarks nye professionelle sværvægtsbokser Mathias Hansen, der som amatør vandt sølv ved U17-EM, vender ligeledes tilbage til ringen den 7. oktober, og det samme gør super-letvægteren Victor Ramon.

Der er ligeledes kampe med blandt andre Hamza Hussein, Thorbjørn Boudigaard, Ali Hussein og Yusub Pashaev.

Derudover skal den danske OL-bokser Nikolai Terteryan i ringen, og det samme skal henholdsvis Gustav Thorsen, Amre Allman og Elias Idrissi.

Danish Fight Night afvikles i Royal Arena Hall, der er en tilpasset og intim version af Royal Arena. I første omgang konfigureres Royal Arena Hall til en tilskuerkapacitet på lidt over 3.000, men kapaciteten kan meget enkelt øges, hvis efterspørgslen tilsiger det.

Billetter kan allerede nu købes via Ticketmaster.